Dato
30 november 1898

Amalie Skram har kommet til å at det er for dyrt å bo på hotell på Holmenkollen. Hun flytter tilbake til sønnen Ludvig og hans kone Signe nede i byen, selv om hun elsker dette hotellet.

Hun er svært glad for å være tilbake i Norge, det våkner sterke patriotiske følelser i henne. Hun skriver til Erik:

«Nej kjære Erik, det er altfordyrt at være her. Jeg fik min regning for den første uge, den var på 59 kr. For en uge blot. Så kommer drikkepenge til engang. Ludvig er ikke nogen god kommissionær. Jeg havde bedt ham skaffe mig det billigst mulige værelse, og jeg får det dyreste. Brænde og lys og alt muligt, bare et glas mælk skal betales ekstra. Men så er her jo også så aldeles enestående herligt og dejligt i alle retninger. Ja, Du begriber ikke for en respekt jeg har fåt for Norge og for nordmænd. Ganske meningsløst er det, at en slig nation skal være «forenet" med nogensomhelst! Ak, om Du havde vært heroppe, hvor vi sammen skulde ha frydet os over det og det.

I industriel retning er Norge på højden med det mest civilicerte i verden. Du skulde bare se den «trikken», de har lavet til Holmenkollen. Tværs igjennem stejn og berg har de brudt sig. Og betjeningen - nej hvor er her dejligt i Norge!»

Samme dag skriver hun et nytt brev til Erik. Hun har oppdaget noe forferdelig om sønnen Ludvig. Det eneste hun vil nå, er å reise tilbake til Erik og hvile hos ham. Hun skriver: «Aa gud, gud! Ludvig er også smittet. Igåraftes, da jeg var hos Ludvig og Hollænderinden, som jeg kalder Signe, gik det op for mig. Jeg kan ikke skrive om det. Jeg må fortælle Dig det. Afkomst af mig og August Müller er altså ikke godt. Å hvor jeg længes og trænges efter at finde den hvile, relativ altså - som jeg finder hjemme hos Dig. Men Du må ikke tro, at jeg er en løgnerske. Amalie."

Det kan hende det er Ludvig store alkoholkonsum som har gått opp for henne.

Hun skriver videre:

"Disse mennesker, som går her og vil ha fat i mig! - Der er et lidet sted nedenfor din hage. Der er det godt at hvile sit hode."

Og hun skriver denne hilsenen til datteren Johanne:

"Kjære, søde lille småen! Tusen, tusen tak for dit brev! Nu kommer jeg snart hjem igjen, og derfor vil jeg ikke skrive så meget iaften. Du er sød og dejlig, er Du.

Mange kys sender jeg Dig. Din Mamma.

Hils Kamma!"

Og så videre til Erik:
"Til pappa! Det har liksom dræbt mig dette, at Ludvig - - - -

Det frygteligste er, at jeg ingen har at snakke med. Nu siden dejlige Ludvig er død. Å gud, å gud, hvor er det sandt hvad Du siger om dette at gjøre sin nødtørftige pligt. Der er intet andet. Men hvor jeg længes hjem igjen.»

Korrekturlest?
Nei
Kilde

Amalie til Erik Skram 30. nov.1898. Fra Garton, J. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1889-1899. Oslo, Gyldendal.

http://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/tittelside