Alexander Kielland bygger hus og skriver til Bjørnstjerne Bjørnson om religionsstriden og Amalie Müller

Kjøbenhavn, d: 12te Oct. 1882.

   Kjære Ven! - i det Par Dage, som er gaaet, siden jeg fik dit Brev, har
jeg gjort, hvad jeg kunde uden altfor stor Indiscretion for at skaffe disse
Penge. Men jeg kjender jo ikke mange her - og hjemme slet ingen, der
i et Tilfælde som dette vilde yde B.B. en Haandsrækning. Selv har jeg ingen
Penge og bygger desuden Hus for dem, jeg ikke har. Jeg kan derfor
ikke være dig til nogen Nytte, da jeg tilogmed just nu fik uformodet Af-
slag fra en Forlægger, der oprindelig syntes villig til at tage Værkerne pr.
Commission - noget, jeg troede, du vilde været ligesaa godt tjent med.
Dette synes mig ligesaa forunderligt som feigt; thi en Boghandler maa dog
forstaa, at en Bog af Bjørnson nok vil skaffe Pengene igjen, hvad Fanden
der saa staar i den. Derimod vil jeg ikke kalde private Venner feige, om de
ives med saaledes at række Haand iblinde. Misforstaa mig ikke: selvfølgeligt
er Arbeidet godt gjort, og forresten er du jo selv ansvarlig og Mand for
Ansvaret. Men den, som her vilde "støtte Sagen", han fik dog overfor sig
selv en liden Brøkdel af Ansvaret for, hvad i Bøgerne staar. Og - for nu
at tale om mig selv - saa ved du, jeg baade i Spøg og i Alvor har sagt, jeg
ikke ligte den Maade at angribe Religionen paa: at rode i de gamle Myther
og Sagn. Dertil svarede du: vort Folk er et juridisk Folk; kan du faa det
overbevist om, at der er Ugreie i Dokumenterne, saa er Sagen halvt vundet.
   Dengang havde jeg intet Svar; det slog mig, hvad du sagde. Nu kan jeg
svare saa: Det er muligt, at du ved at vise Ugreien i Dokumenterne kan
rive Bind fra mange Øine og pludselig vise dem Afgrunde af Løgn og Non-
sens; det er endogsaa muligt, at en saadan Kraft vil være i dit Ord, at du
kan vinde ligesaa mange Ikke-kristne som Peder og de andre vandt Kristne
hin berømte Pintsedag, da de døbte med Sprøite; men saa vil ogsaa dine
Ikke-kristne være ligesaastort Skrab som Peder sine; det vil sige Dusin-
mennesker, der af ydre Smaagrunde (Ugreie i Dokumenterne), af halvklar
Trang til et nyt Klædebonds Forfriskelse aflægger det gamle og triver det
nye - omtrent som naar Folk gaar over fra Islam til Brahma - fra Reli-
gion til Religion - fra den ene Elendighed i den anden.
   Thi naar Ikke-kristendom drives frem som en Kamp - som en lærd
theologisk Kamp mod Kristendommen, saa bliver jo selve Ikke-kristendom-Side 264 men en Religion - med Præster, Martyrer, Sandhedsvidner og hele Kle-
resiet, som meget snart skulde holde skarpt Øie med sine "kjære Med-ikke-
kristne", at de intet Tilbagefald gjorde mod den gamle forbandede Kristen-
dom. Men det er jo ikke det vi ville: at Menneskene endnu engang skulle
skifte Religion; men vi stræbe efter at befri dem for religiøs Forestilling over-
hovedet. At angribe en Religion paa Læresætninger og Dogmer er efter min
Mening kun et spirende Religionsstifteri; thi Læresætninger og Dogmer dø
ikke, men de remplaceres af sine Modsætninger og saa er vi oppi det sam-
me Svineri som før. Befries fra Religion kan ingen ved Lærens Modbevis
af anden Lære, og man bør altid have Mistillid til dem, der have travelt
med at knuse sine gamle Guder. Tvivlere og Spottere kan man faa paa den
Maade, og disse kunne en Tid være nyttige mod Præstepakket; men det
Slags omvendte gaa tilslut altid den samme Vei: naar de gaa mod Døden,
saa slikke de Præstens Fod, der han bringer dem Ablater og Sherry.
Selve Livet maa befries for religiøs Forestilling ved en stedse dybere Ind-
sigt i Tilværelsens Sammenhæng og ubønhørlige Brutalitet. Det er gjennem
denne - om du saa vil - øvre Vei jeg mener, Mennesket føres til den
Religionsløshed, der styrker og klarer.
   Og skulde du ville svare, at dette med den øvre Vei er noget aristokra-
tisk Storsnuderi, - der maa vel ogsaa findes en nedre Vei, zum Gebrauch
für Jedermann, saa vil jeg dertil svare dig: nei. Til Rom fører utallige Veie;
men fra Rom, fra Nazareth, fra Mekka fra alle Religioners blodige Arne-
steder fører kun en Vei: gjennem Naturkundskab at erkjende den absolutte
Umulighed af "et høiere Væsens" Existens. Naar vi nu snart træffes, skal vi
slaaes videre om den Ting; vi ere nemlig her tæt ved det Spørgsmaal, som
du naturligvis slider med hver Dag: er det Ret saaledes at kaste Tvivlen i
Folk? Jeg har altid svaret ja; og dog skulde jeg nok trænge til en Bestyrk-
else ved at tale med dig. Du siger ikke, naar du kommer, hellerikke naar
du forlader Gausdal; men det rygtes vel, naar du begynder Færden. Vi
glæde os til at gjense Eder og ønske Eder hjærteligt velkommen. Dit Brev
forresten skal vi mundtlig debattere og mange andre Ting.

Din hengivne Ven
Alexander L. Kielland