Amalie Müller skriver til Erik Skram om den sjalu beileren Amund Helland, som aldri ser ut til å gi opp forsøket på å få henne på kroken

Tirsdag 7de nvbr. [1882]

Nei, kjæreste, jeg kan ikke sige Erik til dig, sådan med én gang. Først måtte jeg ha'e vænnet mig til det lidt efter lidt – det er så flaut – ha'e hvisket det ind i dit øre, for at ha'e et sted til at gjemme ansigtet mit, så du ikke skulde se mig, med det samme jeg sa'e det. – Du er så sød og vidunderlig, og du bliver stadig sødere og mere forførende for hver gang du skriver. Du besnærer, og bedårer og besætter mig, og undertiden gjør du mig bange, men det viser jeg fra mig; jeg er bleven letsindig nok til at lade det skure. Men hvor du får mig til at længes efter dig! Og så er du så udsøgt ondskabsfuld, at du ender dit brev med at spørge: længes du efter mig? Ja, jeg længes efter dig, for at sidde ved siden af dig, du små mirakel, og holde din hånd og betragte dig, og engang imellem kysse dig på kinden, eller hellere bag øret for der er ikke noget skjæg, som stikker. Jeg længes, så at jeg får svindsot eller lungebetændelse, der på et par dage gjør det af med mig for jo stærkere man er, og jo skjældnere, man har været syg, jo intensere og farligere ta'er sygdommen fat. Og alligevel, skjøndt jeg længes efter at falde dig om halsen og holde dig meget fast, efter at høre din stemme, der er så sød, efter at se dit ansigt, der er det eneste jeg savner, kom jeg nok til at løbe min vei når jeg så dig, for at rende tilbage i næste nu, naturligvis; men ikke, hvis der var lyst i stuen, der måtte være mørkt, eller næsten mørkt, for jeg vilde genere mig så rasende efter al denne udleveren mig selv i brevene.

Så du virkelig har kniven i din varetægt. Undertiden har jeg husket den, og tænkt at du har mistet den. Det var en underlig ting, sådan en bondekniv, jeg kom til at gi'e dig. Det skal være et slet omen at gi'e sine venner skarpe redskaber. Hvis du engang syntes jeg havde fortjent det, så kunde du ganske rolig myrde mig med den kniv. Uf, jeg vilde ønske den kom bort for dig på en eller anden vis. Kan du huske du først sa'e nei, – du brød dig ikke om at få den – vi sad på giggen, og du var så gjild og kjæk at sidde og tale med; tiden foer væk som en vind, og jeg var så vel, så vel tilmode. Men du betænkte dig og sa'e: Jo, jeg vil dog ha'e den, hvorpå du stak den til dig, kan du huske, du herlighed? – Der var noget bestikkende i det, at du gik og kom over mine eiendele, og bragte mig, hvad jeg selv havde glemt! Først var det min store toiletbox du kom slæbende med. Der gik et øiebliks forundring gjennem mig, over at du strax havde draget kjendsel på den, men så glemte jeg det igjen, indtil du også kom med kniven. Det var meget mere bestikkende det, end om du havde sagt mig de fineste smigerier, og vist mig al den hyldest, du bare kunde ha'e hittet på; for så havde du jo ikke gjort andet, end hvad der er hele sulamitens mindste kunst.[i] Alt det jeg er bleven budt af den slags, og som jeg har ladet ligge på veien, der det faldt, uden så meget som at se på det, end sige ta'e det op, – men du, det er slet ikke bare herrer som siger mig smukke ting, damer er de værste, – det var bare frøken Sten, som ikke kunde like mig, men det var nu også rimeligt, for jeg var så ækel imod hende.[ii] Men du, kloge, søde vismand, du forstod, at jeg ikke skulde gjøres kur til og derfor, – – – – – Gutterne sidder og øver sin firhændige lektie, og hvergang de spiller galt, må jeg fare ind og skjænde på dem, især siden jeg tror, deres frøken generer sig for at ta'e dem strengt, – så kommer de i disput, om hvis skyld det var, og så må jeg dømme dem imellem før det stilner af igjen. Derfor er det skrivning ”with difficulties”, dette her. Ja, hvor var det nu jeg slap, – jo, – hvor kan det gå til at du kjender mig så nøie, at du ved og forstår alt, før jeg får sagt det, at du skriver om det, som jeg netop har spurgt om i det brev, der er underveis, og som du endnu ikke har fået? Jeg må trykke dig til mit hjærte og takke dig tusinde gange, fordi du er så sød, at være den du er. Der er ingen tvil om at du er den éneste i verden jeg skal elske, fordi du er den eneste der har evne til at ta'e alt hos mig i brug. Jeg vil herefter kun komme til at ”være” gjennem dig, – det er virkelig sandt, du fæle, som skal tyrannisere mig. Og så talte du om, at du skulde løse mine lænker. Nei du, nogen løsning af lænker bli'er der ikke tale om, langtifra! Du har jo lagt mig, et fint og uafhængigt menneske i lænker for gud ved hvor længe, kanske for livstid. –

Hvis Amund Helland vidste, at du havde fået kniven![iii] han vilde dø af sinne. Du aner ikke for et kors han er mig. Jeg har ikke fortalt dig om det, for det kjeder mig så meget, og det er heller ikke til at beskrive! Han vil, at jeg skal synes om ham, være hans ven, hans fortrolige, gå med ham, vanke hos ham, bede ham til mig og gud ved hvad mer, – når jeg træffer dig, skal du få høre lidt til. Men nu vil jeg intet af alt dette, og så opfører han de utroligste scener, gjør sig til nar og latter, sender mig frugter og sukkertøi, kommer farende på de mest umotiverede tider, men bliver ikke indladt, skjælder mig ud i selskab, græder af sinne, passer sit snit til at overfalde mig, når jeg et sekund står alene, til at tigge og trygle mig om at være venlig, med en hurtig, lidenskabelig, ubændig hvisken, når jeg går fra et værelse til et andet, sender mig bud og bønner og spørgsmål, gjennem de underligste mennesker, går forbi mig på gaden, uden at hilse, vender om, og kommer i stormskridt tilbage, for at tale mig tilrette med ondt eller med godt, kort sagt, plager mig som kun en sindssvag kan plage et medmenneske. Jeg har lét og ærgret mig vexelvis, men jeg begynder at blive urolig. Sæt han bliver gal! Ja, for du kan vel begribe, at det første han vil gjøre, er at komme ansættende med en øxe, og slå mig ihjel når og hvor han antræffer mig. Der er ingen tvil om det. Og jeg vilde så nødig, netop nu. Havde det været i fjor, men nu, siden jeg har dig, som jeg skal se, og elske og kysse idetmindste én gang før jeg dør. Nu er han gået på en reise til thelemarken[iv] for at grave i jorden efter jern eller sligt, det er en lette at han er ude af byen. Jeg skal i en dameklub, hvor der læses høit. Iaften skriver jeg lidt til. – – – – – Her er jeg igjen, men jeg er træt. Her er så hedt, så deilig hedt; jer er så glad i at ha'e det varmt om aftenen; det ved pigen, og derfor fyrer hun i til jeg skal komme. Om morgenen er jeg ikke så blødagtig, da går jeg lige af sengen, og i koldt vand; og hele vinteren gjennem, lader jeg ikke vandet lunke engang og har heller ikke i ovnen, før det fryser på ruderne. – Paulsen har sendt mig sin ”Pehrsen” i pragtbind.[v] Indeni har han skrevet et vers om sorte øines pragt (det fæ som ikke ved at de er gulbrune) og kloge læbers magt og husvalet og malet og digt i fattig dragt. Ak herregud om han vidste hvorlidt jeg ændser det. Den er forresten bedre end hans forrige bøger. Der er virkelig fremgang. Enkelte ting i den, er ganske gode, men der er en uformuenhed i hans evne som er nedslående for hans venner. Så arbeider han også forlidt. Han kommer til sine varer for en altfor billig penge, men det hævner sig. Der er personer i bogen som kunde være lavet af en skolegut, så udvendige og flade og naturligvis usande er de. At han kan bilde sig ind, det går an at ta'e sig det så let!! Målstræverparret har han nu slet ikke magtet; det er den rene fiasco, Pehrsen selv er for letvindt tænkt og fruen den incarnerede tradition.[vi] Så er der en svensk forloren fuskefyr af en æstetiker, som der kunde været et slags mening i, hvis han ikke ved et éneste sluskeri som han tillader sig, for at få det ydre maskineri til at gå som det skal, gjør et forvirret sammensurium ud af ham. Og så denne henad landeveien liggende, indtil vederstyggelighed gjenfortærskede og udslidte kokette, som har været udstillet i alle second klass noveller, generation efter generation, som er kold som is, men ser ud som ild, som har barneøine med tårer i, og et hjærte fuldt af fordærvelse, og derfor er så ”let” at skildre![vii] Men så har han til gjengjæld skildt sig af med en stor del af sin forrige uudholdelige bredde, skjøndt der endnu sidder lidt igjen: der er en større fart og raskhed i stilen, og der er små skildringer fra Italien og Skandinaverleiret der, som ikke er uden friskhed og ynde. Hovedpersonen, den unge fyr, der har konflikten med sin far, har han skildt sig bedst ved.[viii] Der er virklig adskilligt godt der. Og hans død er realistisk og enkel. Men så har han gjort et mislykket forsøg på at efterligne Kiellands vårskildring fra Ægypten i ”Arbeidsfolk” eller det kapitel om dampskibet og brevene, du ved.[ix] At dette har foresvævet Paulsen, da han lavede sit afsnit om ”Blomster, blomster og atter blomster”, der går foran Sverres død, derom er ikke tvil. Stakkels Paulsen!

Jeg er bange for dit næste brev. Du må ikke være vred på mig elskede! Men jeg kan ikke gjøre det du ved; aldrig, aldrig! Det er da at jeg vil ty til min gamle religion, og modig tage lidelsen på mig igjen. At jeg har kjendt og elsket dig, vil hjælpe mig, når de onde dage kommer. Der vil ingen vaklen være. Det sønderslider mit hjærte at gjøre dig imod, at sige nei til det, du vil, men der vil ingen vaklen være, ingen ingen! (Dette papir er ikke til at udholde; det lader sig ikke skrive på, nemlig.)

Men du, jeg vil ikke komme på ”aflægs”. Det vederstyggelige ord! Hvor kan du ha'e hjærte til det. Du måtte dog idetmindste skrive én gang om ugen, og på en bestemt dag, så jeg slap at gå og vente og græmme mig bestandig. Jeg er misundelig på den unge pige, som sad tilbords med dig, og jeg er sint på den interessante dame, som du vilde ha'e forelsket dig i, og som er klog og belæst, – den blåstrømpe! og jeg er skinsyg på den udmærket smukke og elskværdige frue i huset som du gjorde hoveri for, det er stygt af dig! Jeg kan ikke fordrage nogen af de kvinder som ser og taler med dig; ingen skal tale med dig, uden jeg! Jeg vil ikke sende dig mit hår, før jeg har sét, hvad du svarer på mit sidste brev. Jeg er så bange, du er sint på mig, og ikke mere bryder dig om mit ækle hår. Du har ikke skrevet på søndag, ellers havde jeg havt det idag. Var det Magda Kielland hun hed, den frøken K. som A. K. sa'e, du havde gået, og taget fra ham.[x] Hun er her nu; jeg var sammen med hende i søndags. Imorgen skal jeg i selskab til professor Schjøtts;[xi] Nu vil jeg lægge mig på sofaen; det er for fristende; skal jeg klæde af mig, bliver jeg så årvågen, og da er det ingen fornøielse at komme iseng. Godnat elskede! – – Lidt efter. Jeg har måttet tørne ud fra min sofa igjen. Her er så forsmædelig, tropisk varmt, akurat som det var i de tyrkiske badestuer i Konstantinopel.[xii] Jeg tør ikke sove, før jeg ser, hvad ende det taer med ovnen; den er blevet en glødende, ildrød masse. Portieren er så ophedet, at jeg knapt kan ta'e i den, og vedkurven lugter af opblødt fernis. Når jeg går på strømpelæsten nede ved ovnen, brænder jeg mig fordærvet under fødderne på gulvtæppet. Hvis der går ild i stuen inat og jeg omkommer i luerne, vilde du så græde for mig?

Din Amalie.

*

[i] hele sulamitens mindste kunst: dvs. hele menigheten. Sulamit var navnet på bruden i Salomos Høysang i Det gamle testamente (6, 13).

[ii] frøken Sten: Henriette Steen, dansk kvinnesakskvinne, Holger Drachmanns kusine. Hun var med til Bjørnsons jubileum på Aulestad.

[iii] Amund Helland: Helland var bergenser og en av de mennene som svermet for Amalie i disse årene i Kristiania. Han var en fremragende geolog, som på grunn av sine radikale meninger (både geologiske og politiske) hadde vanskelig for å vinne innpass i offisielle kretser i Kristiania. I 1885 fikk han endelig et ekstraordinært professorat ved universitetet.

[iv] thelemarken: Telemark. Helland reiste vidt omkring i disse årene, mest for å undersøke glacialgeologiske forhold.

[v] Paulsen har sendt mig sin ”Pehrsen”: John Paulsens roman Familien Pehrsen kom ut i København i 1882. (Både ”Paulsen” og ”Pehrsen” blir stavet forskjellig i brevene.)

[vi] Målstræverparret … Pehrsen … fruen: ”Målstræverparret” er Lyder Brinkmann og Andrea Storm, et idealistisk temmelig forskjønnet par som gifter seg på sine idealer om norskhet og folkeopplysning. Pehrsen og fruen: Pehrsen er en rik og forstenet parvenu, som gjør alt for å tilhøre ”de fornemme”, men kuer fruen og sønnen Sverre med en isnende taushet; fruen er en lidende, brystsyk dame som måtte oppgi den fattige maleren hun elsket og nå lever bare for sønnen. Da den kom ut, ble boka oppfattet som et fordekt portrett av familien Ibsen, som Paulsen hadde gjestet i Roma, og som ble meget forarget.

[vii] en svensk forloren fuskefyr af en æstetike … denn …udslidte kokette: Estetikeren er Rosenius, en holdningsløs entusiast, som bl.a. forelsker seg i den ”utslitte kokette” fru Berner, som spotter hans elskov og leser hans dikt til henne høyt for sine beundrere.

[viii] den unge fyr: Sverre, som blir ødelagt av mangel på kjærlighet, og dør ved å falle fra en stige hvor han har klatret opp for å kikke i soveværelset til Andrea Storm, som han begjærer.

[ix] Kiellands … ”Arbeidsfolk”: Kiellands roman Arbeidsfolk (1881) inneholder to kapitler som beveger seg helt bort fra romanens personer og maler et slags panoramabilde som parallell til romanens handling: kap. XII, som skildrer våren i Egypt og følger trekkfuglenes ferd nordover mot Norge; og kap. XVI, som følger postdampskipet rundt Norges kyst og reflekterer over brevenes forskjellige budskap. Paulsens kapittel som begynner ”Blomster, Blomster, overalt Blomster!” (s.316) er et panoramabilde av blomsterprakten i Rom, som står som kontrast til det mørke rommet hvor Sverre ligger for døden.

[x] Magda Kielland: kusine til Alexander Kielland, ble senere gift med maleren Eilif Peterssen.

[xi] professor Schjøtts: Professor P.O. Schjøtt og hans kone Mathilde Schjøtt, født Dunker.

[xii] de tyrkiske badestuer i Konstantinopel: Amalie var i Konstantinopel på sine sjøreiser med August Müller i 1871 og 1872.