Amalie Müllers tjenestefolk krangler om en fårestek

Onsdag formiddag [25/10/82]

Jeg har slet ikke tid til at skrive; egentlig burde jeg være flittig på oversættelsen, men nu er jeg netop færdig med et ustyrtelig kjedeligt afsnit, og så må jeg begynde på et brev til dig. Jeg, som har været så kjed af at skrive breve, kommer nu til at skrive som et menneske, hvis sindssygdom består i den fixe idé, at det uafladelig må lave breve. Jeg føler det er i anmarsch, strider imod, men ved, at det ikke nytter. Jeg har altid så ubegribelig meget at sige dig, og bestandig kommer der mere til. Jeg er et offer for «the law of accretion», som de kanoniske evangelier, skylder det meste af sit indhold. Bare du ikke bliver træt af mit snak. Det er nokså heldigt, alt vel betænkt, at vi ikke kan komme til at være sammen længe ad gangen nogensinde; for jeg vilde komme til at forgive dig med snak. Du, som jeg ikke kunde tale til sidst – hvor bli’er du dog forskrækket, når du ser mig i min sande skikkelse, for jeg er ustanselig når jeg først får munden på gang, og jeg er bekjendt for det og bliver drillet med det. «Nu, er jernbanen kommen ud af skinnerne?» sa’e forleden prof. Storm, da jeg omsider holdt inde. Det var noget vi havde været uenig om, og jeg havde havt så mange grunde. Hvad der hjælper på, er at jeg også kan tie for det kan jeg så godt som nogen.

Dette bli’er bare en begyndelse på et brev; jeg har kun en halv times tid til min rådighed, og iaften skal jeg i theatret og først drikke the hos fru Vibe. Men så skriver jeg videre imorgen. – Det går forresten slet ikke fort med min bog, for jeg har altid så meget i ilden, og andre har bestandig brug for mig, og der kommer stadig væk nye afbrydelser.

Bjørnson var forresten nokså fornøiet med at jeg var over halvveis, da han var her nu. – Dette har nu forresten også været en travel tid i huset, med rengjøring og gardinophænging og vinterforberedelser, og syltning og alslags stel. Jeg har dertil fået ny pige, (hvad der også bringer tidsspilde), for Karoline den stakkel, har gået hen og giftet sig. Jeg har så ondt af hende, skjøndt hun vistnok er så lykkelig, men jeg synes altid det er synd for dem, der gifter sig – ja ikke for mændene, må du tro. Det er en styg institution, den med ægteskabet. Fra alle sider sét, er den så styg, så styg. Min nye pige er forresten den sødeste, snilleste og flinkeste lille «værelse» i verden. Så ser hun også så glad og munter ud. Selv mine gutter, der er så kræsne på pigerne er blevne så glade i denne her. Jeg får nu forresten altid mine piger til at blive flinke, dels fordi jeg selv er flink i huset, men også fordi de bli’er glade i mig, hvad jeg da også ærligt gjengjælder.

Også igåraftes kom her fremmede. Jeg var ment på at være så flittig, men så, kl. ½ 8 kom pigen, og meldte hr. Paulsen, og strax efter kom et ægtepar, og alle havde de tænkt at blive naturligvis. Jeg går aldrig af mig selv til nogen, jeg, for jeg er aldrig ledig nok til at kunne gjøre det. Jeg begynder mellem os sagt, at blive kjed af J.P. Han var forresten så fornærmet på dig, fordi du havde strøget nogle linier af hans korrespondance, og det var netop noget, som han absolut vilde ha’e sagt. Han ønskede ikke at få sit arbeide revideret, som var det en skolestil, og det blev første og sidste gang han skrev til «Morgenbladet». Nu kan du ha’e det så godt! Jeg var forøvrigt ganske enig; det er virkelig næsten en uforskammethed mod vedk. forf., uden given tilladelse, at tage om end aldrig så lidt fra det, han har sagt; det tilkjendegiver nemlig, at man ikke taxerer ham i rang med dem, man nødig vil støde på manschetterne, og det skal man ikke sige lige i ens næse. Han sov her forresten inat, men gik imorges strax. Han kalder værelset deroppe for sin kvist, og han ved det står tomt. Derfor hænder det at han, når det er påtide at gå, siger: Veien er så lang, og veiret så mørkt, kan jeg ikke få sove deroppe på min kvist. Han er så ualmindelig ensartet bestandig; der er ingen farvevexel og ingen foranderlighed, – det er derfor man bliver så snart færdig med ham. Sig mig engang om du synes det er kjedeligt at jeg fylder siderne med småsnak, og fortæller alt dette vrøvl om ingenting. Jeg vilde nu holde af at få høre hvadsomhelst, når det angik dig og din daglige færden, men kanske vil du heller jeg skal skrive anderledes. Sig det bare, så skal jeg nok!

Jeg fik et brev fra Ingeborg igår, det første siden hun reiste. Hun er vred på dig, fordi du ikke har gjort dig den uleilighed at hilse på hende eller Pylle, meget vred. Hun skal [sic] samme dag i middag til E.B. Var ikke du der? Forresten går der en oprevet tone gjennem brevet tiltrods for at hun ikke i mange herrenstider har fundet livet så «tækkeligt som nu». Hun er «ligeså kjed af Kjbhvn. som af Xania, og glæder sig til Paris. »

– Ja, så længe det vil vare – det kommer nu derpå an. Stedet gjør hverken fra eller til. Betingelsen for at være tilfreds, eller det modsatte, bærer man jo indeni sig. I allefald gjør jeg det. Ydre ting eller tilstande kan hverken gjøre mig det ene eller det andet, hvis det da ikke går på livet løs, og det hænder jo ikke så ofte. Jeg er bekymret for Ingeborg; jeg ved ikke hvorhen hendes hensynsløshed, der forresten hænger sammen med, ja er det bedste i hende, kan føre hende.

Du skriver i dit næstsidste brev: «jeg måtte sige dig, da jeg havde havt dig i mine arme, at jeg ikke var ung som du». Mener du dermed, at det da gik op for dig, at du ikke kunde komme til at elske mig som du havde elsket den anden, at det på en måde vilde blive smuler og levninger, det jeg skulde komme til at nøies med? Er det det du mener med dit snak om min ungdom? Du skal svare mig på dette, (hvad der forresten slet ikke er din vane, men så er det jo også sandt det om én dåre og 10 vise) og du skal svare uforbeholdent, hører du, – for jeg vil endelig vide det, jeg. – –

Torsdag. Det var et skrækkeligt stykke med ægteskabsbrud og forførelser på åben scene, og skurkestreger og mord og revolverskud. Man forlod en bunke lig og ruiner, da man endelig slap fri. Sådant et ritsch-rutsch, knald og smaldeffekteristykke! Rigtig noget kram. Ja, det var naturligvis «Fyrst Panin» af George Ohnet, en simpel sort vare. Hus har det dog trukket og gjør det fremdeles. Nu har jeg også fået billet til fredag igjen. Da er der abonnement som jeg ikke har, da jeg i regelen kjeder mig mere end jeg skjøtter om at være ved, i theatret. Da skal jeg se et «Photografie» af Henrik Jæger, den unge dumme literat, der er æstetisk konsulent ved theatret, og optræder som en Molbech i miniature. Desuden Alfred de Mussets: «On ne badine pas» o.s. v.

Ja, jeg har ganske vist ikke alene «hældet til den religion, at lidelse og forsagelse var noget at bygge sit liv på» – men den har i mange år været min éneste. Ved lidelse, ved ærligt og modigt at ville lide sin lidelse tværsigjennem, således at en ikke for nogen pris, vilde skyve fra sig, eller søge at undgå én éneste smule af det, der hørte med, vinder et menneske frem og opover. Det er derved man kommer til at eie sig selv, til at kunne ta’e sig i brug til det, man vil, (istedetfor at blive beslaglagt af snart et, snart et andet, der ikke er andet end forfuskelse) og til at styre sit liv i den retning man har afstukket sig. Lidelsen gjør jo den gjerning som ploven på marken. Jo dybere den skjærer sig ned, når der er jordsmon da, jo mere gror der op bagefter. Og kjærligheden, – ja den må vel lignes med solskinnet, den. Men hvad kan det hjælpe at solen skinner på et vildnis, der ikke er oppløiet eller ryddiggjort, der kommer bare mere vildnis ud deraf. Mange mennesker har havt virkelige kjærligheder, men de er ikke blevne, hvad jeg kalder voxne alligevel. Og mange prægtige planter trives deiligt uden solskin. Jeg har endog engang i Bergen fået roser til at blomstre, skjøndt de stod i et vindu hvor der kun i omtrent 10 minutter om morgenen (når det ikke regnede, men det gjorde det altid,) faldt et par skrå stænk af solskin hen over dem. Og deiligere roser havde ingen sét. De var så underlig kjølig skjønne, og som de duftede og holdt sig længe!

Gjennem at lide bli’er man først rigtig klarsynet. Ja du siger kun det sker ved at man kommer til at elske, men det kan du tro, er forskjelligt for de forskjellige. Når man har lidt sig fra livet, ganske fra det, først da er man skikket til at leve det, med eller uden solskin, det kommer ikke så nøie an på. Man må blive den stærkeste, have livet under sin fod, så at det ikke skal få magt til at skade en. «Hvo som mister sit liv (det er, giver det fra sig,) skal finde det» – det er et sandt og dybt ord, som så mange af dem, der står i bibelen. Så mener jeg da fremdeles det, at lidelse og forsagelse eller rettere evnen og villien til begge dele, som så mange übrigens slet ikke har, er en sikrere grund til at bygge sit liv på, end kjærligheden, thi den kan fordunste for et menneske, men det kan lidelsens indhold og udbytte ikke. Hvis du nu synes jeg har været for vidtløftig så husk på dit systembrev! Jeg har meget at løbe på, før vi er kvit.

Senere på dagen. – Jo mere jeg tænker på det, jo bedre forstår jeg, at det er dette du har ment med det snak om at du «ikke var ung». Du har følt det, kanske pludseligt, at du ikke mere kunde elske synderlig meget. Det må vel være fordi du har sat så meget overstyr af dit hjærtes kapital i tidligere dage. Så er da altså sandheden den, at det er dig, som ikke kan elske, istedetfor vi gik og troede det var mig, min tåbe, som ikke havde prøvet på, og derfor ikke kunde. Og så skal jeg alligevel forære mig til dig, du stygge? Skal jeg virkelig alligevel gjøre det; uden pardon. Men du må virkelig prøve at elske mig meget, ligesåmeget som nogensinde før du har gjort det, for det er så harmeligt ellers. Jeg er formelig bleven trist af at forstå dette, men det går vel over igjen – –

– – Her har været slig sjau idag om et kjøkkenforklæde og en fåresteg, som er bleven stjålet derude. Pigen beskyldte oppassergutten for det, en stakkels kanalje på 16 år, med et ansigt til en alder af 12. Jeg kunde dog strax se, at han var uskyldig; han, på sin side havde mistanke til en jentunge, som han kaldte Martine Svingen, der havde stået alene i kjøkkenet da han kom ind om morgenen, og var der for at tigge. Så gik han efter hende, bragte hende med og fortalte at forklædet ganske rigtig hang derhjemme på væggen. Siden kom moren, og skjændte så græsseligt på os allesammen, at jeg rent gik fra vid og sans af angst. Jeg løb uden videre min vei, og lod dem fægte det ud alene. Nu vil pigen endelig mælde det, for det er hendes forklæde, men jeg beder hende så lade være, og lover hende et nyt istedet, for det bli’er bare så fælt. Og desuden – de er naturligvis så fattige, at de nok kunde bruge både stegen og forklædet, og mere til. Nu må jeg gå. Adieu til imorgen.

Lørdag. Jeg havde håbet så vist at få brev fra dig igår; forrige fredag fik jeg nemlig. Men så fik jeg ikke noget. I theatret var det kjedeligt. Alle stykker uden forskjel går yderlig slet, når Ibsens og Bjørnsons regnes fra, for de går nemlig udmærket. At prøve det med Musset! det er dog for ilde. Stykket handler jo forresten bare om kjærlighed og mad, og det er noget så nyt for mig at kjærlighed skal interessere mig, at jeg endnu ikke er kommen i vane dermed. Musset har nok sat kjærligheden lige høit som du, kan jeg mærke, – derom ingen tvil. Det var forresten synd for det deilige, fine arbeide at få sig udskjæmt på en secondscene i Xania. En gammeldags duft er der dog allerede ved det. Man taler ikke længere således til hinanden, selv om man er forelsket. –

Fritz går her og driver og kommer sig aldrig afsted til Kjbhvn., endskjøndt han skulde været der allerede mens Pylle var der. Du må vide han har en forelskelse, ja hvad værre er, en liaison til en ung pige af den bedste familie. Der er ingen som aner det uden jeg. For det første har han været lidt uforsigtig i sit snak til mig; han var så forlegen for at tale lidt om det der fyldte ham så til randen. Deraf vilde jeg nu ikke vidst det, for jeg er ikke videre gløgg i den retning, men så har tilfældet spillet ham det puds, at jeg er bleven medvider i, hvad jeg tusinde gange heller, ikke vilde anet. Jeg går her om dagene og føler mig så modbydelig ubehageligt berørt derved, og så har jeg så ondt af den lille, der naturligvis ikke har et gnist af en anelse om hvad det er hun har gjort for noget. Men jeg tænker ikke på det forresten. For at ikke vække mistanke prøvede han at bruge mig som skalkeskjul. Men det gik ikke først af den grund, at jeg ikke har tid eller lyst til at være således optagen af nogen og siden fordi jeg gjennemskuede ham. Han er bleven så elastisk og ung for tiden: Alle går og snakker om at Fritz Thaulow aldrig har været så smuk som nu. Kanske det kommer af at han er forelsket, og hvad mere er, lykkelig forelsket. Forresten er han utrolig freidig. Det er en taktik alle Thaulower, og de Gadder med forresten, praktiserer i en forbausende grad den, at dække sig bag sin nonchalante åbenhed. Han aner mindst at jeg ved noget og ikke for nogen pris, vilde jeg det heller. Og husk på: naturligvis har du aldrig i dit liv hørt et kny om dette. Hvad er dog ægteskaberne for noget uudholdeligt noget. Dette at man er tvungen til at leve sammen, at få børn sammen enten man kan li’e hinanden eller ei, livsvarigt, uopløseligt, hvis man ikke vil gå igjennem hvad de færreste formår at bære, det er dog en oprørende usædelighed, en vederstyggelig unatur, og hvor det dog afstedkommer ulykke! Hvor går de dog tilspilde, mænd som kvinder, men især de sidste. Jeg hader den institution, især fordi den ikke kan afskaffes, siden man ikke har noget bedre at sætte istedetfor.

Jeg skriver ikke mere nu, og jeg sender ikke dette brev før jeg har hørt fra dig, du sendrægtige til at skrive.

Mandag 30te oktbr. Endelig imorges kom dit brev. Jeg gad vidst om du bli’er ligeså henrykt når du ser at brevet er fra mig, som jeg, når jeg ser, det er fra dig. Men det gjør du ikke. Du ta’er det roligere, du. Det har du også forudsagt at du vilde. Du vilde hverken elske eller længes således som jeg.

Du skal slet ikke interessere dig for sortøiede og smukke damer, du. Du værs’god har andet at gjøre. Det manglede bare! Skal så jeg kanske begynde at have et godt øie til blonde herrer med smukt skjæg af et distingueret ydre? Nei, hverken mit hår eller mine øine er sorte, skjøndt dumme folk kalder det sort altsammen. Jeg er tværtom temmelig blondagtig i grunden men det ler man af, fordi man ikke har bedre forstand. Mine øine er gulbrune, tror jeg, og mit hår er lysebrunt, nu ved du det, og prøv aldrig på at sige mig imod på dette punkt, for det er et af mine ømme. Siden jeg taler om hår, – fru Vibe kom iformiddag, just som jeg skulde begynde at gjøre dette langstrakte brudstykkebrev færdigt, og vilde endelig krølle mit forhår; hun har så længe villet ha’e lov til at gjøre det og idag skulde hun da forsøge. Hun har også friseret mig lidt anderledes og gutterne siger, jeg ser meget yngre ud med det. Selv ved jeg ikke rigtig. Jeg får ikke tid at svare ordentlig på dit sidste brev nu; du har været trist da du skrev det, du søde, elskede, ubeskriveligt kjære. Der er meget jeg skal svare dig på, såsnart jeg får tid. Når du mister venner og bekjendte, så er det bare fordi der er så meget ved dig. Forstår du ikke det, nei jeg skal forklare dig hvad jeg mener næste gang, – det er ikke det heller. Igår var jeg hjemme alene med Jakob Alver. Mine gutter var bedt ud og min broder var ikke frisk og holdt sig inde hos sig selv. Jeg sad og læste eventyr for ham af Andersens og vi var begge så rørte ret som det var at vi måtte stanse for at pudse vore næser. Tilsidst brast Jakob ud i hulken, faldt mig om halsen og sa’e: tante, du må ikke læse det så sørgeligt; det var bare for at give mig skylden for sin rørelse, som han generte sig for. Jeg sov på sofaen herinde næsten i hele nat. Det er en svaghed jeg har, når der er varmt i stuen, at lægge mig til at sove i fuld oppakning på den bløde sofa, og så rave op kl 4 om morgenen dødelig drukken af søvn, og putte mig tilsengs. Imorges var den ½ 5, og da jeg var kommen iseng sov jeg urolig og drømte om dig.

Farvel så længe du elskede, elskede!

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:

Bare der nu ikke er kommen et «ulideligt besøg» igjen på søndag, ligesom sidst. Så får jeg i ugens løb ikke noget brev. Og det bli’er synd i mig. Jeg kunde ha’e lyst til at kassere dette dumme, snakkesalige brev og skrive et, der var svar på dit. Men kanske vil du heller ha’e dette end vente.