Erik Skram er slett ikke enig med Amalie Müller om hva kunst og litteratur skal være. Og han liker ikke kostymebildet av henne utkledt som syrisk hoffdame.

Søndag Aften den 15 April

[1883]

Min sødeste Pige hvad jeg synes om Fotografiet af Dronning Semiramis’s to Hofdamer – de pæneste naturligvis i Flokken –? Ak, jeg er en Kætter, jeg synes slet ikke om det. Jeg kan ikke finde din Skønhed end sige da Fru Lammers. Virkningen må absolut være gået tabt med Farvernes Forsvinden. Snittet i Klædedragten forekommer mig tungt og tvivlsomt korrekt og Stoffet afskyligt, der er jo ikke en Fold til at glæde Øjet, og så er tilmed hele Stadsen så forkrøllet, at det på Fotografiet gør et helt forjasket Indtryk. Dernæst burde Fotografen hænges for den slettest mulige Opstilling han har udfundet, for sin Baggrund og sine elendige sorte Skygger. Nej, min inderlig elskede, dejlige Amalie – var jeg Dig, foranstaltede jeg øjeblikkelig et Bål af disse Fotografier – en større Løgn om Dig end dette Billede vil der vistnok vanskelig kunne udbredes. Du bliver jo ikke vred min søde Pige fordi jeg siger Dig min Mening lige ud. Du har sendt mig dette Billede for at jeg skulde blive glad for det, og så sender jeg Dig til Gengæld en Række hårde Ord om det; men det er jo så, at Du må have set hundredetusind Gange bedre ud, og Du kan ikke gøre for, at Fotografiet er under al Kritik. Jeg havde glædet mig meget til at få en Smule Lod i de Lovsange der fra dette Karneval er blevet sunget i dine Øren, og nu kan jeg kun istemme et fælt Ugleskrig. Men Skylden er ikke min, min elskede. Jeg er ganske fyldt af Forbavselse over, at man, når man er så smuk som Du, kan tage sig så lidet godt ud. – Jeg har vist ikke skrevet «uskyldig utro» men «afskylig utro» min sødeste Ven, det gør en Forskel. For Resten har jeg naturligvis moret mig over det Drømmesnak. Min Fejltagelse er mig yderst kærkommen. Det var mig virkelig overmåde pinligt alt det jeg troede, og som slet ikke var «dumt», Du «kloge» Malene – det Faktum, som jeg berørte i mit Brev, véd Du blot ikke noget om, men det skal jeg fortælle Dig til Sommer – Du er blot sødere, fordi Du ikke véd noget om det. – Ja, nu må Du så skam ikke begynde med at fortælle Dig selv, at jeg er dum, eller ikke har tænkt Tingen igennem, fordi det forekommer mig, at det, Du siger om «det fuldkomne», er meget uklart. «Det keder, det interesserer ikke mere», et Liv er levet og udslukt deri, man vil forbi det, til noget andet, og det hvad enten det fuldkomne træffes i Kunst, Religion eller Kærlighed. Har Du da truffet det? Ja i den sixtinske Madonna, i Venus fra Milo, i Middelalderens Kristendom; – i Kærlighed? dér lades (til Beroligelse for mig) Pladsen åben. Nu vel: «foran den sixtinske Madonna kunde jeg (Du) af bare fryd og velvære glide over i den saligste søvn». Hvis dette er Kedsomhed eller Mangel på Interesse, er det ganske vist af en anden Art end det, der griber Tilhørerne under et Foredrag om Ting, man har hørt hundrede Gange før, og som stundom skal kunne fremkalde Søvn. «Salig» Søvn, dermed mener Du vel den fuldkomneste Ro, den største Tilfredsstillelse i Beskuelsen, Sindets fuldstændige Gåen til Hvile. Der er lige overfor dette ene intet mere at fordre. Men Millionerne af andre Ting? Og er det Kedsomhed, Mangel på Interesse, at man betragter Tingen som nået, Opgaven som løst på et eneste Punkt i Verden? Du siger: husk på, at den Kunst, der er fuldkommen, interesserer ikke længer? Er da Interessen for Venus fra Milo ophørt? Og overhoved dette farlige Ord: «det fuldkomne». Hvad er det andet end et foreløbigt Hvilepunkt for Tanken. I sine historiske Undersøgelser kommer man til Steder, der indbyde til Hvile, en Udvikling synes at være nået længst mulig, en Kraft at have sat sit stærkeste Mærke, man kan i alt Fald ikke finde noget stærkere: man hviler ud i Beskuelse eller Overvejelse og taler om «det fuldkomne». Det Hele er som en rød Streg i en Bog. Det er et udhævet Sted; har man alle de udhævede Steder i sit Hoved, har man Udviklingens Gang. Men det fuldkomne som en virkelig Standsning på Ens Vej, som den absolute Ende på Legen, er jo en Indbildning; i den Forstand findes intet fuldkomment. Man kan betragte en Kunstart som udtømt – jeg vil t.E. nævne Vaudevillen – en religiøs Retning som udlevet – lad os rolig sige Kristendommen – og for så vidt om disse Ting tale om, at det fuldkomne, som disse Sager kunde nå, er nået. Men hvad i al Verden denne vedtægtsmæssige Betegnelse har med vor Stræben fra Dag til Dag i kunstnerisk og religiøs Henseende at gøre anderledes end som en Vejledning for den Retning, vi ville slå ind på, forstår jeg ikke. Som om det var muligt for os i vor Gøren og Laden at anbringe Betegnelsen: fuldkommen? Det er jo en historisk Betegnelse. Og selv om vi med en dristig, måske genial Fremskuen, satte dette Ord rigtig hen midt i Nuets Bevægelse, hvad har så dette med Kedsomhed og Mangel på Interesse at gøre? Som Du nævner Tingen, skulde man tro, at det kun var de famlende eller mislykkede Forsøg i en Bog, der interesserer, og at det var de lykkede Steder man faldt i Søvn over. Du er kommen ind på dette Emne ved at svare på min Kritik over dine små Fortællinger, og i kort Begreb lød i Grunden dit Svar således: Du skal ikke være så ivrig for at få mig til at gøre disse Fortællinger bedre, ti sæt at de blev fuldkomne, vilde de jo ikke interessere længer. Denne Betragtning var mig og er mig stadig meget dunkel. Men mulig taler Du ganske ensidig om en Kunstners Standpunkt lige over for det, han selv betragter som fuldkomment – ti at der kan være forskellige Meninger om «det fuldkomne» hører jo også med til at forflygtige dette Ords Betegneevne – meget vel, jeg er i Grunden lige klog. Hvorfor han derfor skal være pisket til at falde i Søvn over en Scene hos Shakspeare eller et Vers af Gøthe [sic], eller slumre ind i Sofaen over for den sixtinske Madonna, skylder Du mig endnu Beviset for. Jeg blev spil levende i Dresden da jeg så den berømte Madonna. Jeg tænkte ganske vist på, at «Himmeldronningen» næppe nogensinde vilde blive malt bedre, men det trøstede mig, at de Tider også var forbi, hvor det var Opgaven at male Himmeldronninger, Malkepigernes Tidsalder kunde jo være god nok for sig. Og at en Kunstner lige over for det ypperlige, det udmærkede i hans eget Fag, kan blive modløs og af den Grund søge Trøst i Søvnen forstår jeg også godt. Men at han eller andre ikke derfor skulde interessere sig for det? Nej det forstår jeg ikke. «Når der ikke længer er noget nyt at udnytte af Noget, hvad Interesse har det så?» siger Du. Det har så skam den Interesse, at – – – om Forladelse nu forstår jeg din Mening. Du mener, at når noget er gammelt og kendt på Retten og Vrangen og alle Pletter med, så skal man ikke snakke om det. Nej det er meget sandt, men det kommer blot slet ikke det ved, vi snakker om. Vi taler om at gøre sig så megen Flid som muligt er for at nå «det fuldkomne» inden for sine Bestræbelser, og det siger Du er ufornuftigt, fordi det er uinteressant, hvis det lykkes. Er der her en Forveksling mellem det Standpunkt, Kristiania om hundrede År vil indtage over for «Fru Ring», hvis den blev fuldkommen og altså til den Tid endnu læstes, – og så vort, dine Læseres Standpunkt nu om Dage? Vil Du virkelig forsøge på at bilde noget Menneske ind, at første Gang han ud og ind fik Tag i en Kvindeskikkelse som Fru Ring, vilde han kede sig? Eller sødeste Kvinde af alle på Jorden, hvad mener Du egenlig? Det Du snakker om Kærlighed er måske rigtigt, hvis Kærlighed er en sanselig Forlibelse; deraf rummer to vel kun et vist Mål, som må kunne tømmes; men jeg ser ingen Hindring for, at to’s gode Forening, der er foregået, fordi den ene væsenlig hjælper den anden, kan holde Livet ud. Menneskenes Krav på Forandring er jo ikke andet end den samme Naturmagt, der virker i en Malkeko, som keder sig Yveret læns, hvis den bliver lukket ene inde i Stald. Den vil have Selskab. Det vil vi med. Men hvorfor vi nødvendigvis skulde forlange af Livet, at det skal skaffe os en lang Række af skiftende brune og blonde kloge og dumme henholdsvis Elskere og Elskerinder forstår jeg ikke. Der er nogle, der betragte det som en aldeles satanisk Ulejlighed at skulle skifte Elsker eller Elskerinde. Bø! jeg er lige så klog som Du med den Kærlighed, Du snakker om med en Rutine, så man skulde tro Du havde drømt meget værre Ting end Du fortæller mig – ikke at tale om dine Oplevelser. –

Ja jeg var en Smule usikker og mulig en Smule varm i Kinderne ved Fru K’s Spørgsmål – hvad er det Du kalder hende (Naseperle?) – men der var ikke meget lyst hvor vi sad og K hørte ikke på. At vi havde vexlet Breve sagde jeg ja til, fordi Du har fortalt J.P. det samme. Så havde det været ufornuftigt at sige andet. Hvordan går det med Fyren P.? jeg har ikke havt Fornøjelsen af at se ham i dine Breve siden han var Dig lästig på Karnevalet. At Du nu er flyttet, er mig en Hjertesorg. Nu véd jeg slet ikke, hvordan Du har det, og den Bænk der nede! Er der Have hvor Du bor nu? Fortæl mig vidtløftig om dine Værelsers Beliggenhed, deres Indretning, hvor Du sover, hvor Do er osv. og om Du vasker Dig som Du skal.

– Så er der den store politiske Situation. Som jeg skriver i Aften véd jeg intet om Kompromisets Skæbne. Kongens Omgivelser har altså virkelig ikke Lyst til at sætte alt på Spidsen, en Rigsretsdom betragtes virkelig som et Magtmiddel –? jeg spørger fordi vi ere i en sådan Demoralisation her nede m.H.t. alle politiske Værdier – der er intet længer, der gælder for hvad det skulde være – at vi meget let kunde tænke os et Ministerium i Norge, der sad en Rigsretsdom overhørig. –

Forleden havde dine Drømmes Ven, Dr’mann, en hård Dag eller Aften. Hans nye Stykke «Strandby Folk» gik for første Gang og faldt til Jorden. Jeg var i Teatret. En sådan første Forestilling er en Begivenhed, Billeterne koste 7 Kr på første Hånd, Mellemhandlerne sælge dem for fra 8 til 10 Kr. Man kender så godt som alle hinanden, i alt Fald hinandens Ansigter. Ved denne Lejlighed mødte de få mest indviede med en nogenlunde sikker Viden om, at Stykket ikke duede, de uindviede havde hørt om et hartad Mesterværk, der stod for alle tilbage at vide, hvad Virkning det vilde gøre. Jeg var rædsom klog og sagde: Stykket falder igennem, Pietro Krohn – kender du ham? –. profeterede 100.000 Kr Indtægt for Teatret. Der er én god Figur i Stykket, og han blev så fortrinlig spillet som tænkes kan, en Ironiker blandt Fiskerne, som vi i Stykket leve imellem, Stykket var sat i Scene med den fineste kunstneriske Sans – alle Dragter var gamle brugte Ting fra Skagen og «gjorde» sig bedre end det næsten var tænkeligt, men Stykket faldt, fordi det er flovt og tomt og gjort på en halv Fornemmelse. Der er imidlertid næppe Tvivl om, at Stykket vil spille sig noget op. Nu véd Folk at de ikke må vente sig noget godt, og så blive de overraskede ved at finde så meget «Poesi» deri, som de kalde det. Jeg havde tæt ved mig den skikkelige Schandorph og på den anden Side Kielland, lidt længere borte I.P. Jacobsen. Ak, de var skadefro. Det vil sige Sch. gjorde det oprigtig ondt, at det gik så dårligt som det gjorde, men det var dog altid en Trøst, at Dr. ikke endnu havde nået «det fuldkomne», når man selv går om med en Plan om at skrive et Stykke, der vistnok også skal handle om simple Folk, de andre kan ikke lide Dr. og morede sig over Fiaskoen med den retfærdige Tanke ved Siden af, som jeg også deler, at havde Dr. denne Gang med det urimelig ringe Arbejde havt Lykken med sig, havde han lidt ubodelig Skade. Han kan foreløbig næsten ikke tåle mere Lykke. Jeg har lige frem næsten en syg Følelse ved Dr’s og K’s hurtige Produktion, jeg, som skal møfle mig det halve Liv igennem for at få skrevet en Novelle, så jeg vil ikke fragå, at denne på Næsen for Sjuskeri kom mig til pas. Jeg så Dr. sent samme Aften eller Nat, han gik hjem fra Gilde, der var forudbestilt til ham og Kl var kun ½ 2, han så hverken til højre eller venstre. Næste Dag var jeg bedt til en Middag dels til Ære for ham dels for Kielland – det var en naiv Mand, der gjorde det. Dr havde – naturligvis – om Morgenen sendt Bud, at han ikke kom. Der blev dog gjort Anstalter, og hans Kone lovede, at hun og han skulde komme. Vi var meget uhyggelig stemte, snakkede, inden han var kommen, men medens hans Hustru forlængst havde indfundet sig, om alle mulige Ting, kun ikke om «Strandby Folk», så kom han. Han havde indrettet sig på at komme en halv Time for sent, men uheldigvis havde han misforstået Indbydelsens Klokkeslet og måtte finde sig i at gå til Bords sammen med os andre dødelige. Han var – ikke drukken, men meget påvirket af den Mængde Vin han Dagen igennem havde nydt under en forceret Tur ud i Frederiksberg Have og Søndermarken – om Natten havde han ikke lukket et Øje – sammen med nogle af Skuespillerne. Jeg havde ondt af ham, var irriteret på ham for hans absolute Uopdragenhed ved Bordet, han var støjende, indkrævende, pokulerende – som det Menneske kan drikke! – og holdt af ham for hans i Grunden elskværdige og bløde Sind netop nu hvor en umådelig Boble var bristet for ham. Ingen sagde et Ord om «Strandby Folk». Værten turde ikke drikke Dr’s Skål for ikke at komme til at nævne noget, der bragte det Billede frem, alle forsøgte at mane nederst ned i sit Sind. Dr. brølede, snakkede, vilde omfavne sin Borddame – ikke erotisk, men i Kraft af, at Livet var stort, bredt, og hvordan Fanden det så gik til var han dog H.Dr. en uhyre stor Digter. Han tømte en halv Flaske Champagne i et Drag og begyndte så at holde Taler. Ak alt havde været godt, om vi alle havde været Herrer og Stedet havde været et Værelse på en Restauration, nu var der Damer, det var lidt ulideligt. Under andre Forhold vilde vi vel alle have båret over med ham netop i den Stemning, der skyldtes Gårsdagen. Så begyndte han i en af Talerne at omtale sit første Møde med Kielland i Paris, K. blev vred, Skænderi, Dr måtte tilsidst sætte sig ned. Det hele var ikke meget hyggeligt. Bordet trak længe ud. Der blev pokuleret umådelig. Jeg havde efter Bordet en ganske kort Samtale med Dr. ellers undgik jeg ham. Jeg syntes, at det var rigtigt dog en Gang at nævne «Strandby Folk». Jeg spurgte ham, hvorfor han havde begået den urimelige Fejl at lade de pæne Folk i Stykket sige «Du» til Fiskerne, medens de tiltale de Velklædte med «De». «Det har jeg ikke gjort, svarede han; men hvad skal man gøre med Skuespillere, som absolut ikke vil rette sig efter mit udtrykkelige Forlangende? Jeg har 10 Gange på Prøverne sagt: Sig dog «De!» Idag har jeg kigget i hans Stykke, der står «Du» alle Steder. Er han dog ikke et besynderlig fejgt Menneske? Den lille (?) Anke tør han ikke stå for. Og hvorfor? Han har ved dette «Du» gjort et Forsøg med at imponere Folk. Han vil bilde os ind, at han – den Gang han var en lignende problematisk Natur som den naturalistiske Maler, der præsenteres i Stykket, hvad han jo nu gudskelov ikke længer er – selv har sagt «Du» til Fiskerne. Det forekommer ham rask, overlegent, dannet. Det er et plumpt Forsøg på at sætte sig til rede nede mellem de velklædte i 1ste Parket og blinke til dem ad Fiskerne der oppe samtidig med at han udhæver Fiskerne som de sunde, fra hvem man skal tage Eksempel. Han skulde have sagt «Du» til Fiskerne! Han var bleven kastet på Hovedet ud af ethvert Lag, havde han vovet det. Og han har netop bejlet til dem. Dumheder! Han har aldrig tænkt på, at sligt kunde gøres, før han fik Pennen i Hånden og jaskede sit «Strandby Folk» sammen af Reminiscenser fra sine andre Bøger. Nå, havde jeg sagt noget, der gik alvorligere ind på Stykket, havde han svaret: «Åh, ba! det er et Stykke jeg har skrevet for Børn – sådan noget må der også en Gang imellem til». Det var en Ytring han Dagen efter kom af med. Nej Sandheden er, han havde sat umådelig Lid til «Strandby Folk», men vover forløbig ikke en Øre på det mod Forkastere af det. Lad det nu gøre relativ Lykke ved en 7–8 Forestillinger, så er min Sæl Manden stor på det igen.

– O, undskyld de to store Pletter, det var et Glas Vand jeg drak og skulde sætte fra mig, der var Dråber under Glasset, jeg stirrede forfærdet på Ulykken og så bredte den sig, inden jeg med et Klatpapir kunde råde nogenlunde Bod på den. – Men er Du ikke ked af mig, Unge? Jeg synes jeg skriver så uklart idag. Men det er din Skyld, for det med det «fuldkomne» var ikke til at forstå et Muk af. – Der er for nylig opstået en Strid mellem det Kgl Teater og Kasinoteatret om den dygtige Skuespillerinde Fru Oda Petersen; det har kostet mig 200 Kr, hvilket er kedeligt, for Pengene skulde være brugt til at mødes med Dig, hvor i Verden Du bød. Kasino havde nemlig købt af mig en Oversættelse af «La princesse de Bagdad» jeg i sin Tid skrev til Mrgbl’s Føljeton, og nu ventede Direktøren et Forbud mod at spille det fra Kgl Teaters Chef, ergo lod jeg Handelen gå tilbage. Det er Kasino, som har erobret tilbage samme Frue, og Kgl Teaters Chef, der hævner sig. Fruen har 7000 Kr ved Kgl Teater, Tilbudet fra Kasino er som Begyndelsesgage 12000 Kr – og Hævnen kan udføres ved Benyttelsen af det Kgl T.’s Forret til at spille visse Arter af Stykker. At nu netop denne Strid skal bryde ud lige som jeg stod i Begreb med at indkassere 200 Kr., jeg aldrig havde gjort Regning på – det hører med til de gratis Fornøjelser jeg har havt ved Mrgbl. – er kun et af de snurrige Uheld, som altid skal ramme mig. – Jeg har haft ét ubegribeligt, ufatteligt Held i Verden, det var i Sommer da jeg mødte Dig. Våg over det Held, Amalie, vær øm over det, bevar det for mig, og begynd nu at tænke på, hvor vi skulle mødes i Sommer. Sarah Bernhardt kommer til Kbhvn i Begyndelsen af Juni – var det noget for Dig? Så er her Kunstnermøde i Begyndelsen af Juli. Amalie, det bliver vist i dine Gutters Ferie at vi må mødes. Men vær nu dog ikke for bange for at bestemme at jeg kommer et Sted hen hvor også Du er – og lad så Folk snakke! At man siger Du holder af mig er jo dog ingen Skændsel. Kan du ikke ligge på Landet et Sted i Norge, hvor også jeg kan komme dumpende. Jeg begriber ikke at den Ting skulde være så farlig. Hvorledes vi holder af hinanden får jo ingen noget at vide om. God Nat min søde elskede Ven – nu venter jeg på et sødt, yndigt, langt Brev fra Dig

Din Erik