Erik Skram skriver til Amalie Müller om sitt syn på deres store tema: Kjærligheten

Søndag Aften den 18 Marts 1883

Min Kind har lige forladt din Pude – den lugtede af Dig. Jeg sov ind med den Forestilling, at Du og jeg stod hinanden uadskillelig nær, men da jeg vågnede må mine Tanker vel have arbejdet videre i Søvne, da var Du ved at gå fra mig og gifte Dig bekvemt. Det er anden Gang den Tanke er kommen uforvarende over mig, lige som en Køter, der bjæffer på Gaden: med ét er den bag ens Lægge. I gamle Dage kunde end ikke en Forestilling af slig Art være nået til de yderste tågede Linjer af den Forestillingskreds, min Tanke overhoved omspænder; men Livet øver sin Virkning. Der er brudt lange Gange ude fra ind igennem ens egen Atmosfære, og ad disse Gange vandrer med stort Spektakkel Livets elendige Plebejere for som påtrængende Gæster at få Plads ved ens Bord. Men vel tager jeg ikke imod dem. Der skal i mit Væsen kunne ligge noget overordenlig frastødende, når jeg ikke ønsker at indlade mig med nogen. Jeg har Evne til at væbne mig mod Plebejerne, og jeg er væbnet. – Din Pude, min Ven, har jeg brugt første Gang idag. Den er yndig, og det «E.S.» med Pilen må jeg sige Dig var såre let at kende. Jeg tror endog, at det er godt slynget sammen; det er to af de vanskeligste Bogstaver at få til at stå sammen, idet Linjerne for en stor Del bøje samme Vej. Puden er smuk og fin og udmærket brugbar, havde jeg været glad idag, vilde jeg have hvilet uendelig sødt på den. Dens Duft var hele Dig. – Om jeg vilde sørge, hvis Du blev borte fra mig? Amalie, Du forstår ikke ganske, eller Du forstår mulig slet ikke den Art af Kærlighed, der har sat sig fast i mit Sind. Jeg står og falder med den. Det er min Tro. Men den kan jeg ikke meddele Dig i Ord. Jeg har når jeg tænker på at skulle nævne noget om min Kærlighed lige som ikke Plads for mig – det er lige som der kom et Bjerg ind over mig. Jeg vil have År for at få sagt Dig, hvorledes jeg elsker Dig. For min Kærlighed er hele mig selv. Det er det, der er sket, at Du er vandret ind i mig, til hver Evne, hver Tanke, hver Forundring, hvert Ønske. Jeg har Dig ikke som et Billede, som noget færdig, sluttet, som noget jeg kan stå og se på, tale om, Du er ikke det Menneske der henne, som jeg attrår, Du er den, hos hvem jeg først langsomt vil leve op, Du er ikke uden for mig, Det er Dig, der gør mig til mig, jeg vil være Dage, Måneder, År om i Forundring at føle efterhånden alle mine Nervetråde svulme i sjælelig Styrke ved at jeg elsker Dig – – ja, det er min Tro. Der er noget over mig borte fra Dig, som var jeg gået ind i en Dvale. Jeg er sovet ind med den lykkelige Tro, at jeg først vil vågne op ved et Kys fra Dig. Du må ikke tænke min lille Pige, at jeg ved vort Møde fik Indtryk af at «eje» Dig, et så hurtigt Ord kunde ikke nå rundt om alt det jeg følte da. Det er en stille stor Forundring, der har grebet mig; først med Dig, ved Dig vil Du, jeg, min Kærlighed, Livet blive min virkelige Ejendom. Således står det for mig min lille Pige, og så spørger Du, om jeg vil sørge, hvis Du går fra mig? Men Amalie jeg synes, at det er forunderligt af Dig at tale om, hvad Du vil gøre, efter at Du har set mig på ny. Jeg lægger heller ingen Vægt der på. Derom véd Du intet. Men et Møde løsrevet fra alt Sammenhæng med den øvrige Verden er som en Blomst en af os skænker den anden. Det er sødt at modtage den, jeg vil ikke undvære den for noget i Verden; men det er en Fryd, der må visne. Jeg vil finde en Måde til at leve – foreløbig i nogen Tid – med Dig sammen med andre Mennesker. Derom kan vi tale når vi mødes. På en Visit idag hos Kiellands, jeg tror det er en Måned siden jeg var der, sagde en Kontorchef Drewsen, der er bleven K’s meget nære Omgang, og Fruen Fruens, at Fru Amalie Müller ikke kom til Kbhvn, der havde været Tale om, at hun skulde besøge Knudtzons. Det var i Anledning af «Nyt Tidsskrift» og «M.S.’s» Kritik. Man vidste ikke hvem M.S. var, og vidste, at -ie- var Dig. Jeg formoder altså, at Du må have svaret meget bestemt nej, hvad så ikke er dit sidste Ord. Der skal jo være Kunstnermøde her til Sommer; men Du må ikke udsætte dit Komme til da. Jeg vil ved det være absolut bunden. Jeg begynder at vente Dig, når denne afskylige Frost hører op, der tager Modet fra alle Forhåbninger. Alle Skøjtebanerne ere på ny i fuld Virksomhed efter at enhver Anelse om Is var forsvunden. Det er Stockholmer-Udstillingen til næste År jeg har omtalt. Mine Planer farer vide om. I Anledning af Dig sluttede jeg Venskab med Stockholmeren Claes Lundin, Føljetonisten, da han var på Gennemrejse her syd på. – Nej Amalie, det forholder sig som jeg siger, at ikke et Menneske her vilde nævne det som en Anke mod en Sekretær ved et literært-videnskabeligt Foretagende, at han var norsk, hvis han iøvrigt duede og passede. Man vilde måske anføre det som et Kuriosum, som en Anke aldrig. Man holder af de norske her nede. Tænk lidt på, at med Undtagelse af «Tidsskriftet» – hvis Udbredelse i Danmark jeg ikke kender – lever jo den nye norske Literatur mindst for en Halvdel af Danmark. Man bliver forundret hver Gang på ny man erfarer noget om Danskerhadet i Norge. Jeg t.Ex. vidste i Grunden ikke noget derom før mit Besøg ifjor. – Du er et Barn, Amalie, som taler om at kende Folk af Omtale og dømmer om deres Finhed da. Jeg antager, at der er en lille Portion fine Folk overalt i Verden. Finheden er iøvrigt vis à vis Damer ved at skifte Form – det skal og må den; men I blive vel selv de sidste til at forstå det. Det er ingen Anke mod Dig, jeg véd ikke om nogen Mangel hos Dig i så Henseende. Med Finhed forstår jeg iøvrigt Hensynsfuldhed. Jeg vilde have sagt om Stakkels Borchsenius – der ikke er ufin, kun lidt simpel (og ikke umådelig kløgtig) – at hans sørgelige ægteskabelige Historie kun ved Ukyndighed eller Skændighed kan lægges ham til Last. Han var naiv, hun var en ung smuk og talentfuld Skuespillerinde af tredje Rang, der den Gang ikke havde skejet ud, i alt Fald ikke ham vitterligt. Senere fandt hun på at drikke. Han var svag men til sidst lod han sig (for tre fire År siden) skille fra hende, og for et halvt År siden endelig fik han erobret den lille Pige, hun havde beholdt, fra hende. Det er i Korthed Historien. Man skal ikke sidde og sige noget om nogen, når man ikke véd noget. – Jeg vil meget gerne have dit assyriske Billede. Men Du har forstået min Følelse af Fattigdom ved det Karneval. Fortalte jeg Dig i sin Tid om det Kunstnerkarneval, hvor jeg lige som ifjor var i et Slags middelalderligt Landsknægtkostume – en pavelig Gardist. Jeg var henad den næstbedste Maske. Som jeg var tom i Hjertet i År! Ifjor var der en lille Amagerpige jeg da i alt Fald kunde bilde mig ind interesserede mig. Der er på ny, i næste Uge tror jeg, et stort Karneval, hvor jeg omtrent er nødt til at gå hen. Jeg må slippe, det er en lige frem Straf – der kunde jeg nu dog skjule mig i en Domino, hos Kunstnerne skulde man være i Dragt. Vi havde et Gilde med et Par smukke og tre tækkelige Damer først hos Maleren Krøyer – jeg drak Champagne og Bourgogne som en Dranker, lige sørgmodig og tom blev jeg. Fru Alex. Kielland var med som norsk Jente og havde moret sig dejlig. Vorherre må vide i Grunden med hvad. Jeg syntes de var alle lige så tomme indvendig som jeg. – «Folkefjenden» så jeg for første Gang forleden. Hvis Poulsen havde havt Intelligens og Mod nok til at spille Manden som det, han i Grunden er, en gal Mand med gode Indfald, min Sandten om ikke Stykket kunde være bleven interessant. Nu var det lige det at det morede. Folkemødet var ypperlig gjort, et lille Mesterstykke med omtr hundrede Mennesker, der alle spillede med. Der var ikke én, hvis Dragt og Rolle ikke var nøje indstuderet: pæne Folk og Sjovere, Søfolk, Værtshusholdere, en nervøs Mand, den fulde, der absolut vilde hilse på Byfogden osv. Jeg havde nærmest mig Ryggen af en Fisker, jeg syntes jeg kunde lugte ham, så ægte så han ud i sit Uldtøj og Søstøvler. Schram som Aslaksen var fortrinlig. Det var god Kunst, alt det andet var kun så som så. – Min elskede Ven, dit Hjertesuk over Luftens Fyldthed med Øjne og Øjnes Udtryk er Balsam for mig. Jeg tænker imidlertid mit sørgmodige derved. I det Hele Amalie er jeg efterhånden gledet ned ad den skrå Vej Du har vist mig og i hvert Brev tydeligere. Jeg vil ikke skrive mere.

Din Erik