Amalie Müller gjennomgår en dyp religiøs krise

Amalie Müller skriver til sin kjære gamle lærer Holck, som hun har hatt mye kontakt med også etter at hun ikke lenger var hans elev, fra Valencia, hvor hun for tiden oppholder seg med August og hans skip.

Hun har mange religiøse tanker og anfektelser som plager henne for tiden. Hun forsøker så godt hun kan å greie ut alt for seg selv gjennom å skrive til sin gamle lærer.

Nå har hun fått brev fra en gammel venninne fra Bergen som Holck også kjenner, kan hun fortelle. Denne venninnen plages sånn med tanker om noe syndig som skjedde henne i barndommen, og med frykten for at Holck skal tenke at hun er bedre enn hun er.

Brevet har satt Amalie inn på mørke tanker om synd, frelse og fortapelse, og det bærer preg av at det kan være seg selv og sine egne kvaler hun skriver om.

Hun skriver:

«Stakkels hende, hun ser saa bedrøvet ud i Brevet at det ret gjorde mig ondt at læse det, at hun dog ikke kan faa Fred, at denne Hændelse i hendes Barndom endnu bestandig skal forfølge og plage hende. Efter hendes Ytringer i Brevet at dømme, troede jeg at De nu vidste eller skjønte hvad det er der mest piner og plager hende, i alle Fald ved jeg at hun saa gjerne vilde lade Dem vide alt, da den Tanke er hende utaalehg at De skal tro bedre om hende end hun i sine egne Øjne fortjener.

Den stakkels kjære N., hvor hun dog har bodet haardt for en Synd, der blev begaaet ien Leg af 6-7 Aars gamle Børn, uden at hun havde nogen Forstand paa, eller Anelse om hvilket Bud hun havde overtraadt, førend bagefter da hendes Samvittighed sagde det, og siden bestandig har gjentaget det tydeligere og skaanselsløsere, efterhvert som hendes Bevidsthed vaagnet og Tanken modnedes. Hun kan ikke slaa sig til Ro med den Tanke at det er netop Skrøbelighedssynder, Gud i Daaben renser os fra, og dog er det saa, ikke sandt. De arme Børn faldt som værgeløse Ofre for den syndige Natur der er given hver Menneskesjæl siden Adams Fald. Sørgelige og ubegribehge Tanke, hvilken anden ond Magt er det der fra Evighed hersker ved Siden af Gud . . . Gud hjælpe mig at jeg ikke maa gruble over disse ting . . .

Fra Müller skal jeg sende Dem den verdigste og hjærteliste Hilsen, og den inderligste Tak for al den Godhed De har udvist mod mig. Gud har ogsaa været naadig og barmhjertig mod ham, i større Maal end jeg kan udsige. Gud har ogsaa aabnet hans øine og givet ham Naade til for fuldt Alvor at fatte den Beslutning at stride Troens gode Strid og med Jesu velsignede Hjælp overvinde Verden. Ja, vi skulle begge stride og i Kjærlighed bære hinandens Byrde . . . Deres hengivne Amalie Müller" 

Amalies to sønner Jakob og Ludvig, som er med på jordomseilingen, er fem og tre år gamle nå. De har med egen barnepike ombord.