Amalie Müllers far returnerer fra Amerika for å hente kone og barn

Amalie Müllers far, Mons Alver, returnerer fra Amerika for å hente kone og barn. Mons Alver, Amalies far, er 55 år gammel og har kommet hjem for andre gang fra Amerika for å førsøke å få med seg sin kone Lovise og de to yngste sønnene tibake til det lovede landet.

Lovise og sønnene bor nå i Christiania. Sønnen Bernhard er 24 år gammel og arbieder på kontor, og Martin 19 og teologistudent. Martin er svært syk, antakelig med tuberkulose.Mons blir hjemme i seks måneder. Han livnærer seg som snekker. Forholdet mellom ham og Lovise er svært anspent. Så gir han opp og reiser tilbake.

Etter hvert skal han sørge for å få sendt et brev hjem om at han er død. I Amerika har han nær kontakt med sin familie; broens sønner. Amalie skal komme til å skrive dette i et brev til Erik:

"Far, som havde siddet i store og mange forretninger, gik fallit der oppe i Bergen. Energisk og dygtig og kjæmpestærk som han var, slog det straks ned i ham, at han vilde rejse bort, skjønt han næsten øjeblikkelig blev tilbudt en nokså god stilling. Han rejste da fra sin yderst ærlige fallit, og allerede 3 måneder efter begyndte han fra Amerika at sende rigelige månedspenge hjem. Han havde straks fåt ansættelse ved en fabrik i Chicago; som et slags opsynsmand med arbejderne, senere steg og steg han og blev tilsidst øverste forretningsfører ved fabrikken, med en efter vore forhold meget stor gage. Han blev ved at sende penge til mor, mere og mere, og samtidig betalte han sine kreditorer i Bergen. Jeg ved ikke hvormeget, men jeg ved at han har fåt lovord for sin færd. Men alt det ligger nu så langt tilbage i tiden. Jeg var akkurat konfirmeret da far rejste, og for mig og mine brødre blev det hele stillet i et lys, så vi ikke rigtig så skyggesiderne.

Et halvt år efter far var rejst blev jeg gift og forlovet, og kom ud på mine lange rejser. Af og til fik jeg lange breve fra far, som jeg altid straks besvarte. Mor havde lovt far at hun, såsnart han havde skabt sig udkomme derover skulde følge efter ham til Amerika med de mindste børn, Martin og Bernhard. Men hun kom sig aldrig til. Så efter 8 års forløb - jeg var dengang med Müller i Peru, kom far hjem. Han havde, mod at stille en vikar fåt 5 måneders permission. Han kom for at hente mor. Hun vilde ikke, det vil sige, hun opholdt ham med snak, påstod at "nu kunde hun ikke, men til våren kom hun["]. Jeg var dengang 24 år gammel. Far rejste da tilbage til sin plads i Amerika, nedbøjet, bitter og mistroisk. "Hun kommer nok ikke," havde han ved afskeden sagt til Ludvig (min bror altså). Nej, hun kom ikke. Det var ikke alene hendes ulyst til at bryde op og skifte opholdssted - det var også dette, at far, der før havde vært relegiøs,[sic] ved tilbagekomsten fra Amerika viste sig at være den værste fritænker. Fuldstændig frigjort fra alt det gudelige vrøvl. Dette forfærded moderens hjerte. Forresten troed jeg aldrig på at hun vilde rejse over til ham.

Men altså efter sin tilbagekomst til Amerika, blev far ved med i et år at sende rigelige penge til mor. Så, da han forstod at hun ikke kom, holdt det op. Han havde kjøbt en livrente til hende, så han vidste, at hun ikke led nød. Og så fik hun jo af Vilhelm og mig, og senere af Ludvig, som boede sammen med hende rigeligt hvad hun trængte.

Så en vakker dag kom der et brev til min bror Vilhelm (som da var præst i Risør) et brev fra en ukjendt person i Amerika, som meddelte ham at hans far var død derover i Amerika. Det var altså længe, længe før, jeg havde truffet Dig, Erik. Mor gik dengang i sørgetøj næsten i to år, og jeg gik også [i] sort. Og jeg sørged over min dejlige, unge, kampberedte far. Jeg blev født, da han var 28 år gammel. Å, som jeg husker, hvordan han kunde leke med mig! Og hans spørgsmål ude i entreen hver eneste kvæld: "Hvor er heksen henne?" Heksen var mig. Jeg var jo eneste datter.»