Dato
29 desember 1883

Amalie skriver et nytt brev til Erik i København hvor hun utdyper sitt jødehat. Hun skriver også om hvordan julen har forløpt, og om sin kjærlighet til ham. Hun skriver:

Lørdag Kr.ania 29-12-83.

Min elskede, jeg har ikke været flink til at skrive på det allersidste, men dels har jeg været syg, som du ved, og dels stærkt optaget af juleselskabelighed, og så har jeg i disse dage fået et længselens mismod over mig, som gjør mig så nedstemt, at jeg ikke har lyst til noget i verden, end ikke til at skrive til dig, elskede. Da jeg fik dine julegaver igår og dit brev, som du havde skrevet på fredagen, måtte jeg telegrafere, for at du ikke skulde være uden hilsen fra mig så længe, – jeg havde sidst skrevet på tirsdag, første juledag, og nu var det fredag, – og så vilde jeg få tid til et ordentligt brev, endskjøndt jeg jo vidste, jeg skulde i selskab om aftenen. Men timerne blev mig frastjålne, og jeg måtte gå i selskab, uden at ha’e sat pen til papiret. Så, da jeg kom hjem sent på nat, skrev jeg de ilsomme linier, og da jeg kom tilbage fra min vandring til postkassen sa’e jeg til mig selv: tænk om der nu lå brev fra Erik på mit sengebord, men jeg vidste det var umuligt, såsom posten jo først udleveres om morgenen, så det var bare en vild fantasi, der var glemt i samme nu. Men tænk dig, – i det øieblik, da jeg afklædt, barfodet, iført min lange natkjole, skal sætte lampen hen på bordet ved sengen, falder mine øine på et brev med din håndskrift.Bildet er fjernet. At jeg ved det høie glædeshop jeg gjorde, ikke tabte lampen, begriber jeg endnu ikke. Jeg sprang iseng, og læste liggende dine søde, douce elskovsord, din milde, alvorlige ihukommelse af vor brudenat forrige år, det var skrevet den 26de om natten, ved du – og sov ind med brevet under puden, i tankerne hvilende tæt op til dig, omsluttet af din ene arm, lykkelig og længselsfuld på én gang. – Men hvad siger du forresten om en sådan afsindig postbefordring? Du, hvor jeg elsker det skrin du gav mig! Og den sæbe lugter af virkelig roser, men Ixora havde duftet skrinet bedre til.Bildet er fjernet. Det skrin vil jeg ha’e stående på mit bord i min sidste sygdom; det skal være det sidste jeg flytter mine øine fra, – nu ligger din skat af breve deri og når jeg ser på det, må det være med et blik, som kjærtegner og varmer. – Hvor dit brev fra julaften var stormende sødt. Alle de udbrud gik mig så til hjærtet, og de fyldte op derinde, fordi jeg så alle underlagene, du elskede. Hvor det var deiligt med mit brev, som overraskede og glædede dig i den grad på julaften ved din hjemkomst – akurat som med mig igår formodentlig, og hvor jeg er glad, fordi du syntes om min julegave. Du skal se, det er en nyttig ting, og du skal bruge det udelukkende til aviser og tidsskrifter. Holder du orden der, kan du få rum til utrolig meget, for jeg skal sige dig, det nederste rum mellem gulvet og den underste plade kan også bruges til aviser, når der er teppe på gulvet i allefald; jeg glæder mig til at se det i din stue, i vort hjem. – – Ja, det er hårdt at skulle lade sig nøie med bare disse fattige breve, men alligevel ikke så meget nu, når vi jo ved at om nogle måneder skal vi eie hinanden helt og holdent og for bestandig, hvis vi selv vil, da. Tænk på forskjellen mellem før og nu, – jeg kan som du, ikke begribe hvorledes vi egentlig havde det dengang, hvorledes vi kunde være så letsindige og knytte os så fast, så uopløselig fast til hinanden, og alligevel ikke et øieblik tænke den tanke alvorlig tilende, om der dog ikke skulde eksistere nogen mulighed for at blive sammen. Men forresten, – så meget desto bedre, at det er kommen som det er, – sprunget frem af sin egen nødvendigheds lov, ubøieligt, over alle grænser, trods alle hensyn, bydende. Du skal se vi bliver ikke kjede af hinanden, – vor kjærlighed vil tiden ikke kunnne forringe, – jeg ved det, – fordi der vil være udvikling, bestandig udvikling, og fornyelse i vor kjærlighed, og i vort samliv, – hvis ikke noget uventet, grelt vil skjære den pludselig over. Vi vil aldrig blive færdige med hinanden, tværtom vil vi fra måned til måned blive hinanden mere og mere uundværlige, – ja, det er ialtfald min tro, du elskede hvor jeg skal blive god gjennem min kjærlighed, og gjennem din, – jeg, som troede jeg var god, – først ved at elske dig, har jeg fået et glimt af en forestilling om hvad det vil sige at være god, for den, der elsker. Men nu må du huske at bære over med mig, om jeg ikke straks når op til det jeg vil, for jeg har en del at lære her. På en vis har livet nemlig forkjælet mig voldsomt, på samme tid som det har handlet hårdt og ilde med mig. Bare jeg ikke alligevel har taget større skade af begge dele, end jeg selv eller nogen ved. Jeg har havt min egen vis at tage det på, lade det virke på. Hvad man kalder fordærvet sådan i almindelig forstand er jeg ikke bleven, – de fleste vilde blevet det under mine forhold, det er jeg vis på, – men gud ved om det ikke har affødt en underlig slags forhærdelse, en forstokket egensindig villiestyrke, som har fået næring derved, at jeg i så mange tilfælde har sét, at det er den jeg har havt at berge mig ved, og som måske vil reise sig og virke på urette sted. Jeg tror søde, elskede Erik, at der skal lidt klogskab til at behandle mig således, at du får det bedste ud af mig, klogskab og megen kjærlighed, – kjærlighed der må være selvfornægtende nok til at kunne bære over. På samme tid synes jeg og at jeg kunde være som et voks i dine hænder, fordi jeg elsker dig. – – –

Jeg husker ikke om jeg skrev om julaften. Jeg fik mange pene presenter, – du skal få se dem når jeg kommer, blandt andre et stort photografi efter et maleri med smuk ramme, som skal hænge i vor spisestue. Jeg havde skrevet vers til gjæsterne, jeg vilde havt til Jakob og Ludvig og, men fik ikke tid, – jeg skrev dem mens jeg gik og pyntede julebordet, og pakkede gaverne ind, – ret som det var, for jeg hen til skrivebordet, og satte en ny linie. Garborg var så fornærmet over sit, – han fandt det så usselt i sammenligning med de andres, – vil du høre det? Men husk at det bare var sludder og skrevet for komers, men Garborgs var forresten det værste. Først må jeg fortælle dig at han fik en liden flacon af krystal med parfume på af mig, – for ellers forstår du ikke «digtet», og af gutterne en nydelig liden splinterny tingest i form af en paraplui – (på bergensk regnehat) – af elfenben og ibenholdt, hvori der var gjemt alleslags skrivematerialer. Altså: O Garborg kjær – Velkommen vær – til dette runde bord – Lidt af krystal – du finde skal – o tro mig mig [sic] på mit ord. – Og noget der er hvidt som sne – Og sort som ibenholdt – Og gjemmer på de gjenstande – Du tumler som en bolt. Og det er gjort i lignelse – Af tænk, en regnehat – Og hvis du ikke er et fæ, – Du kalder det en skat. – Nu skal du få Bolls, men først må du vide at det var ifjor gutterne gjorde dette intime bekjendtskab med ham dernede på karnevalet, hos dronning Semiramis,Bildet er fjernet. og at de forærede ham en kasse cigarer, versene bar derfor også overskriften: fra Jakob og Ludvig:

«I dronning Semiramis’ assyriske slot,

Hvor vi engang var budne som gjæster,

Levede vi så gemytligt og flot – Det bare gik løs på fester. – Men det bedste af alt, var at der vi fandt,

En mand hvoraf der sig et venskab udspandt,

Os til stor gammen og både.

Han bar et ordensbånd, som var blåt,

Ellers gik han i jordiske klæder. – Han var en pryd for det ganske slot, For Assyriens rige en hæder.

Af gestalt så skjøn, og som Saul han raged op,

Høit over Plebeiernes længste krop

Og så høvisk han var i sin tale.

Så kommer der et vers som jeg ikke kan huske helt og derfor udelader, slutningen er:

Og såsom vi gjerne ham glæde vil

Og godt formærket haver,

At det eneste han er forfalden til

Af Vorherres jordiske gaver,

Er cigarer, der dufter og trækker godt,

Og derfor vi begge måtte være et fjot

Om det ikke var vor julegave. –

Hellands var sålydende: (I Grækenland kaldtes han altid: kyrios Helland,Bildet er fjernet. og havde med en masse græsk vin som han dels gav bort, dels solgte)

«Hil dig krigførende,

Samfundsoprørende

Hurlumheigjørende

Skavankberørende

Med vin os rørende

Kyrios Helland!

Påfærde værende, – Monrad belærende – Lochmann docerende, – Kierulf kreperende, –Bildet er fjernet.

Budgetbeskjærende – Fru Bull besnærende, –

Dagbladsernærende, – Hvast opererende –

Poulsen håndterende, Kyrios Helland.

«Leiefolk» værgende,Bildet er fjernet. – Jurister tærgende, –

Fiender hærgende, – Vennerne bærgende, –

På Island færgende, Kyrios Helland!

Han være kan en svøbe, – Et ris, der slår par force,

Med ham af fad at søbe – For uven er et kors. »

Så kommer der 2 vers om «ønskekvisten» og «den sorte rotte», som jeg desværre ikke husker, og så: Men han er også vennehuld,

Et stål, som svigter ei, – For hjærtet hans er udaf guld,

Svig er ei på hans vei.

Vi derfor ham vil dyrke, – I denne juletid, –

Til tak for årets yrke, – Med al vor kunst og flid.

Vi bringe vore gaver – Med glæde for ham frem,

Når hjem ikvæld han raver – – han passer nok på dem.

Bare nu ikke alt dette har kjedet dig elskede, det var for at du skulde få lidt indsigt i arten af den moro vi havde på vor juleaften. Det havde lignet mig mest slet intet at fortælle, men det er din interesse for mine greier, den der leilighedsvis er kommen for dagen, som har sat mig på det. Der går et mismodigt drag igjennem dit brev fra første juledag. Det gjorde der vistnok også i det jeg skrev den dag. Hvor kan du dog gå og ængste dig for vort daglige samliv, for at der da ikke skal være den festlige tone i luften over os? Og hvoraf kommer det, at jeg aldrig plages af en lignende ængstelse? Vistnok deraf, at jeg ved så helt ned til nederste bund af tingen hvad jeg gjør. Jeg er ikke spor af bange, elskede. Jeg elsker dig, og elskov er ikke en veirhane på taget der dreies af naturens fra øst og vest opkommende vinde. Ikke hos mig eller dig. Jeg er ikke sangvinsk, ikke på ungdommens illusionsmæssige manér. Du skal se, at dette, at det er en moden, færdig, om du vil gammel kvinde du elsker, skal komme netop vort samliv til gode i forskjellige retninger. Men når du plages af disse banghedstanker, kommer det så ikke af frygt for mig? Af frygt for at jeg ikke vil kunne holde din kjærlighed vedlige? Men det er jo ikke noget at ængste sig for du dumme gut. Tror du at vort samliv nogensinde i verden skal få lov til at blive os en lænke om benet? Husk hvorledes det begyndte i frihedens skjønhed, husk, – hvorledes det er mig som er mere end den halve medskyldige, tror du ikke jeg er kar for at realisere, hvad jeg har tænkt og villet, et liv i kjærlighed, i skjønhed og sandhed sammen med dig, og bliver det noget andet, så er veien mig jo åben. Ikke ofre en tanke på dette. Hvad der komme, det komme. Kun at vi begge er mennesker, – det vil sige, gjør hvad der er menneskeligt i god forstand! – – – –

Mit jødehad er netop reaktionens, en fornuftig reaktions resultat hos mig. Jeg har gjennemløbet banen fra had, gjennem begeistring godhed, tilbage til had, der er så meget dybere og uudryddeligere, fordi det har den forudgangne udvikling at bygge på. Uf, hvorfor kan du dog ikke være rigtig determineret voldsom i nogen fornemmelse! – jeg har lyst til at ruske i dig, banke dig til du blir rasende. Jeg hader de jødetamper, kva race; det er en modbydelig slægt, – jeg ved det,Bildet er fjernet. menneske, nu ved jeg det, når selv han, Georg Brandes, der gjennem sin hjerne ialtfald har forstået hvad der er sublimt og ædelt på jorden, er i sig selv en så lavartet skabning. – Og hvor kan du ha’e en anden mening? Jeg er vis på at du etsteds i din sjæl føler at det er ret og rigtigt hvad jeg fornemmer, – en enkel undtagelse, – kanske denne hersens Rubin, – der forresten jo er en sådan stygging, – og stygge mennesker tror jeg ikke helt på, – det er næsten altid det indre, som præger det ydre, – men kanske denne fyr Rubin kan være en undtagelse, – men en enkel undtagelse altså, – hvad siger så det? – Sars kan ikke skrive om «Gennembruddet», fordi at han i den bevægelse, der skulde påvises, vilde komme til at spille en hovedrolle. Jeg har talt meget om dette med forskjellige. Garborg er manden, og han er villig. Men der må skrives en hel bog derom, og han siger der vil gå to år hen inden den er færdig.Bildet er fjernet. Men han har halvveis givet sit løfte. Det var ikke Harstad men Holst, som havde skrevet hin artikel i Dgbldt.Bildet er fjernet. Brandes, som kjendte ham, fordi han i sin tid har fået en meget nøiagtigere udredning om disse forhold i et privat brev fra Holst på anmodning, skrev et meget uforskammet brevBildet er fjernet. og sagde, at «høistærede burde have indsét at en sådan tilrettevisning som den han havde givet ham i hin artikel, var overflødig og fornærmelig.[»] Der var ligefremme frækheder i det brev. Han var også ubehagelig over noget Holst havde skrevet om det modbydelige kjøbenhavneri, som gjorde sig gjældende i anmeldelsen om «Over Ævne» i dansk Morgenbld.Bildet er fjernet. Men forresten begyndte brevet: Kjære Holst og endte: Deres hengivne o.s. v. Og på den sidste side fortæller han ham alt det om de politiske tilstande, som du betroede mig, om Bergs udsigt til ministerpost og alt det andet. Helland fortalte mig det først, og så Holst. Der er blevet en udmærket kjærnekar af Holst, – og det er en glæde. Men du kan godt skrive til Sars om denne sag, – det synes jeg du skulde, for så vil han måske skynde på Garborg. – – Men nu må jeg slutte, du elskede; min pen har været utrolig ond at skrive med, derfor er det værre skrift end selv jeg pleier at opvarte med. En hel æske penne står i min midterste skrivebordsskuffe, nøglen sidder i; jeg havde blot behøvet at stanse et minut, for at tage en ny pen, men det minut har jeg ikke villet give mig tid til at stoppe. Kan du forstå sligt? Vær nu ikke vred du søde over det med jøderne; jeg skal ikke være forstokket; kan du pege på kjendsgjerninger, som beviser min uret, så skal jeg lade mig sige. – Det er efter mit sidste besøg i Danmark, at dette had er blevet rigtig til hos mig. Alt det modbydelige Bertha Knudtzon og fru Drewsen fortalte mig om Brandes’s lavtliggende cynisme. Jeg sa flere gange: Men havde de ikke lyst at slå ham i ansigtet? «Jo, det ved gud, sa’e de begge, – spytte på ham!» Men hvis du vil, skal jeg la’e være med at sige det, – og jeg skal få en anden opfatning, – jeg skal, jeg skal, hvor i verdens rige jeg end skal skaffe mig den fra. – Tænk, for nogle år siden var jeg så opfyldt af den uret jødernes race havde lidt af de kristne gjennem tiderne, at jeg synes jeg kunde ofre mit og mine nærmestes liv for at sone det. Jeg pleiede at sige til mine gutter: hvis I bringer mig jødinder til svigerdøtre, skal de være mig fortrinsvis velkomne. Nu, ja, velkomne skulde de nok være mig endnu, men jeg har skiftet mening; mit sind har bøiet sig fra dem. Men nu farvel, – ikke sandt, – du er ikke vred på mig? Og jeg har ikke stødt dig ved mit snak ikvæld, har jeg vel? Husk på at jeg elsker dig og er din egen elskede Amalie. –

Sted
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Amalie til Erik Skram 29. desember 1883, gjengitt i Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal.

https://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/brev1883jul-des