Image
Vilhelmine Ullman ca 1890
Dato
27 april 1886

Amalie Skram skrier et lanfr brev til sin venninne og mentor Vilhelmine Ullmann i Kristiania, med inngående beretninger om sine erfaringer med Camilla Collett. Hun skriver:

«Jeg har et par gange set fru Collett hernede, og hvergang bagefter har jeg tænkt: om Du nu kunde springe hen til fru Ullmann og fortælle om hvor viderværdigt det har været. Forresten har jeg været rørt over hende også. Ifjor kom hun rent uventet op for at hilse på mig. Jeg havde længe vidst at hun var i byen, men natur ligvis ikke tænkt på at hjemsøge hende.

Jeg kjendte hende jo ikke, og nærede, efter alt hvad jeg havde erfaret om hende, intet ønske iså henseende. Men så kom hun som sagt uden at træffe mig, og så måtte jeg jo gå til hende. Da lå hun i sengen, havde slåt sig fordærvet ved et fald på gaden, foran eller under en arbejdsvogn, var bleven løftet op og kjørt hjem, og var i et rasende ilsket humør. Siet ikke hverken venlig eller høflig engang.

Jeg gjorde mig så fin og blid som muligt, ja, for jeg var virkelig halwejs ræd for hende, befandt mig i detmindste uvel ved hendes underlige måde at begegne mig på. Tænk Dem til, hun var så sint at jeg virkelig tilsidst var grædefærdig, fordi jeg ikke kunde finde en bordskuffe, hvorfra jeg skulde ta en bog, hun vilde ha fat i. «

Der står et bord med en skuffe i,« sa hun, »kan De ikke se den? Tshjeh! Der, der, men Du gode gud, kan De da ikke trække skuffen ud, - der, der! Og hendes stemme dirrede af utålmodighed, mens hun ihærdig blev ved at pege på en vadskerservant med et skab i og ikke spor af nogen skuffe. Jeg var inde i skabet flere gange og randsagede, jeg rev og sled i det øverste stykke ovenfor skabdøren, for jeg tænkte at der muligens var en hemmelig indret ning, men alt forgjæves. Og imens blev hun ved at skjænde og spørge om hvorfor jeg dog ikke kom med bogen. Så i min fortvilelse kastede jeg blikket rundt til alle kanter, og på den stik modsatte væg opda gede jeg et skrivebord med ganske rigtig en skuffe i, som stod på klem. Og i den fandt jeg også hvad hun forlangte.

Men tænk Dem, så blind og ørsk var hun, at hun tog i den grad fejl af retningen. Så skulde hun ha fat på et brev, som jeg ledte efter, [noen ord krysset ut] ganske sindsforvirret af angst, dirigeret af hendes forkerte instruktio ner borte fra sengen. Det fandt jeg siet ikke. Tilsidst tumlede hun seiv frem efter det, men da hun så skulde tilkøjs igjen, måtte jeg hjælpe hende, hvilken funktion jeg udførte således at jeg bagfra forsøgte at løfte hende lidt. Men pludselig skreg hun og gjorde en bevægelse med hånden som om hun vilde slå mig. Jeg var kommen til at ta for hardt, eller på et altfor ømfindtligt sted. Det var en drøj tur, den visit, det kan nok være. Og så lå hun og klagede og rasede og blev ved at gjenta at hun så på sig selv og sit virke som var hun allerede død og borte, og kun i ny og næ stak sit hode op af den dybe, mørke grav hvori samtiden havde sænket hende. En underlig måde at være død og borte på!

Og så slap jeg slet ikke fra hende, men måtte bli væ rende der sålænge, så jeg kom forsent hjem til middag, husker jeg.

Et par dage senere fik jeg hendes sidste bog sendt, ledsaget af et meget venligt brev, hvori hun udtalte ønsket om atter at se mig. Jeg gik også, men fik Skram med mig. Ikke for nogen pris i verden vilde jeg ta det på mig engang til at komme alene. Og det at Skram kom med må hun vist ha likt godt, for hun var i et humør! Hun var oppe igjen da og ganske frisk i kroppen, hvad hun beviste ved at synge og danse for os. Ja, tænk Deml Jeg ved nok at De tror jeg overdriver, men det gjør jeg ikke.

Hun fortalte om gamle dage, om sin ungdom, om Henrik og Welhaven, om privatkomedierne og menuetterne, og for at illustrere en af disse var det at hun sang og dansede. Skram blev så indtaget i hende. Han sa, han havde aldrig truffet mage til fin og åndfuld og livlig og rolig fortællerinde, og et så overlegent blik og syn hun havde! Ja, det var nu også virkelig en fornøjelse dengang.

Skram bad hende til middag på søndagen, men dertil svarte hun nej, for hun skulde rejse iovermorgenen, som var fredagen. Jeg, som vidste gjennem an dre at hun hele vinteren havde sagt til alle at hun kunde ingenting, fordi hun skulde rejse «i overmorgen», trængte ind på hende, og det gjorde da Skram også. Men hun sa på det bestemteste nej. Tilsidst sa vi at vi i ethvert fald vilde se ned igjen til hende om lørdagen for at høre om hun muligens skulde ha opsat sin afrejse. Men hun - jeg havde nær sagt, forbandte sig på, at hun var og måtte være rejst. Al ligevel var vi ganske bestemt på at erkyndige os om hende, men så, netop på lørdagen kom Jakob min gut, ved De, fra Kristiania, og så blev vi så glade og så optagne deraf at vi rent glemte fru Collet lige til om måndagen. Men vi trøstede os med at hun naturligvis dog vist nok alligevel var rejst.

Længe senere hørte vi af frøken Prydz at hun ikke alene ikke var rejst, men havde siddet og ventet på os både lør dagen og søndagen. Hun er ikke god at ha med at gjøre.

I hele vinter har hun jo også været hernede, skjøndt hun ifjor forsikrede at hun for alle tider vilde ryste støvet af sine fødder og ikke mere vende tilbage til denne leje og utaknemmelige by. Jeg gik hele tiden og tænkte på, at jeg burde gjøre hende en visit, men kom mig ikke til, fordi lysten fattedes, og jeg desuden følte og vidste, at slig som hun er stelt ind vendig, kan hendes medmennesker aldrig få anledning til at være noget godt for hende. Men tænk Dem til, så kommer hun for anden gang først til mig, ståkende op de mange mange trapper en aftenstund i slutten af marts og ringer på. Vi havde den dag været ude omkring i omegnen for at finde en kro etsteds hvor vi kunde lægge os nedfor i ro, og få arbejde lidt, og hvile ud efter den altfor megen selskabe lighed. I parenthes sagt fandt vi også Jægersborg kro 20 minutters jernbane fra byen, hvor vi nu er og har det dejligt.

Vi var så trætte og udasede efter det uvante og lange ophold i frisk luft, og vi havde ne top sat os til at læse og døse, (vi spiste middag kl. 6 den dag) da pigen kom ind og sa der var en fremmed svensk dame, som spurgte efter mig. «Hvis det er en, som vil tigge, så sig det nytter ikke», svarte jeg. «Nej, det er en gammel fornem dame.» Jeg op og ud, og derude i entreen med lampelyset fra kjøkkenet, hvis dør stod vidåben, faldende lige på sit magre, stolte ansigt, står fru Collet ret op og ned, stiv som en støtte. Der var et underlig blandet udtryk i hendes miner, en rørende uvished eller forlegen banghed for at genere, og så en hard bitterhed eller trods som vidste hun at hun var uvelkommen og ventede sig ikke andet. De kan tro jeg opbød al min kraft og evne for at være elskværdig og det gjorde da Skram også, og for ham lykkes det så godt med hende. Hun er bleven så glad i ham, og siger til folk at det er den eneste riddersmand, der er bleven tilbage. Hun blev hos os og drak te den aften; De kan forrresten tro vi måtte slide og ståke og tigge og mase før hun endelig lod sig mærke med at hun gjerne vilde bli. Men så var hun virkelig sød og indtagende; lidt bitter og lidt fuld af klager, men ikke så værst. Skram har en egen dulmende og blødgjørende indflydelse på hende. Da hun så skulde gå, gjorde Skram sig færdig til at følge hende ned. Da han stod og tog frakken på sig, hørte jeg ham sige: «så skal vi nok finde en sporvogn, fru Collet.» Jeg gjorde miner til ham og fik ham såvidt afsides at jeg i rivende fart kunde hviske: Du må for Gud i himlens skyld følge hende helt hjem, hvorpå jeg i næste nu henvendte mig til fru Collet, som om jeg ikke havde talt med andre end hende hele tiden.

Skram sa senere at der havde været en så rædselsslagen strenghed i min mine i det øje blik, at han ikke [et sekund tænkte på at - krysset ut] for at redde sit liv havde turdet være ulydig. Og jeg havde havt ganske ret. Fru C. havde været henrykt over hans følge, men også samtidig ventet det. Han var så taknemmelig fordi jeg havde git ham det vink. Af sig seiv var han ikke falden på det fordi sporvognen gik lige til hendes dør og vejen var så djævelsk lang. Han måtte nemlig gå tilbage da kl. var over 12.

Siden har jeg set hende flere gange, og kunde fortælle side op og side ned men dette får være nok. Kun endnu dette: hun talte med en anerkjendende beundring jeg aldrig før har hørt på hendes læber om den afhandling af Deres datter, Ragna om fællesundervis ningen. Hun brugte de mest rosende adjektiver om den. Så var hun også så stærkt optat og formelig sønderrevet over alt dette med Hans Jægers bog.

Hun troede hun burde læse den, for dog at vide besked med hvad den indeholdt. Jeg rådede hende fra det, og forsikrede at hun vilde bli sjælesyg for lange tider, og at det var af den art at hun ikke behøvede at ta notits af det, hun for sin del. «Ja, men hvor kunne Jonas Lie så skrive sådan om den, til svar på de spørsmål, der var ble ven gjort ham» Dette med Jonas Lies svar kom hun stadig tilbage til, når hun var om at bestemme sig for at la være at læse den. Til sidst sejrede dog vore forsikringer om at hun helst burde la være. Jeg havde alt pakket bogen ind til hende, da hun rask tog den ud af hån den på mig og kastede den hen på et afsides bord. Skram har nemlig fåt den fra Mejer for at besvare de samme spørsmål som Lie og Garborg. Hans svar er ikke bleven trykt såvidt jeg ved. Maske har de ikke fundet at det passede så ganske i deres kram, som ønskeligt kunde være. Det er dog et forfærdeligt opstyr den bog har gjort.

Og skal man ha sét mage til uforskammet intolerance som hos det svine dyr, Hans Jæger. Der går han hen og skriver en bog som et normalt konstrueret individ må brække sig af, og så skal en ikke ha lov til at sige at den er modbydelig og volder kvalme, at den kjeder og lugter. Ligeså vel som han vil ha lov at sige sit, så må vel de andre ha lov til at sige sin hjærtens mening om det han siger.

Men sagen er at H.J. er gal, jeg spøger ikke. Han er gal, og har vist været det fra barn af. Det er hemmeligheden både med hans liv og produktion. For fyren er ærlig og alvorlig og noget af en martyr. At ikke folk forstår at han er gal! Men når bare de gale går løse omkring, så er der ligesom ingen der falder på det. Deres søn talte udmærket også i den Jægerske af fære.

Han er en hædersmand med et hjærte af guid og en hjerne af fmtslebet stål. Af ham kunde de lære tolerance og sand humanitet både de kristne og ikke mindst fritænkerne, de storsnudere. Det som Ulleland har skrevet i N.T. synes jeg også godt om ligeledes om det af Ernst Sars.

- De tar jo livet af den manden (E.S.) med alle sine uhumskheder. Men nu får jeg nok slutte.»

Sted
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

https://www.nb.no/items/URN:NBN:no-nb_digibok_2014021724010