Henrik Ibsen skriver til Georg Brandes og gjør det klart at han følger med på Brandes' virksomhet. Han er i gang med Fruen fra havet.

Henrik Ibsen skriver brev til Georg Brandes fra leiligheten sin i München. Han holder seg ivrig orientert om hva Brandes holder på med, og forteller også om fremtdrifte i arbeidet med stykket han skriver på, Fruen fra havet. John Paulsen, som han mener er en skurk, skriver han også om. Og om hvorfor han ikke kan bo i Norge.

Siden skal forskere komme til å befatte seg mye med spørsmålet om hvorvidt Ibsen leser filosofen Nietzsche på denne tiden.

 Nietzsche er i utgangspunktet klassisk filolog, professor i Basel fra 1869 til 1879, men har utviklet seg  seg raskt til en idérik og produktiv kulturkritiker, en pågående erkjennelsesteoretiker og en svært omstridt moralfilosof. Men han er i ferd med å forstumme nå, som følge av utbruddet av sinnssykdom. Det endelige sammenbruddet kommer i løpet av de kommende månedene.

Det kommer siden til å herske usikkerhet rundt spørsmålet om hvor tidlig Ibsen blir oppmerksom på Nietzsche, men mange forskere kommer til å mener at det er sannsynlig at mange av hans mest oppsiktsvekkende ideer, om den greske tragedien, om tyskernes historieforskning, om moralens begrunnelse, om menneskeviljens ytringsformer, har vært samtaleemne i Münchens intellektuelle kretser mens Ibsen oppholdt seg i byen utover i 1880-årene, og at dette må ha vakt hans interesse.

Ved siden av det rent filosofiske, som kanskje ikke gjør så sterkt inntrykk på litteratene, står Nietzsche i en del av sine bøker, mest utpreget i Also sprach Zarathustra (1883–85), for en lyrisk-aforistisk retorikk som mange blir fenget av; tiden har ikke vært eksponert for denne typen språkkunst. Det er verslyrikk, og det var prosalyrikk, om rusen og ekstasen, om det frie og uavhengige menneskets ja ti Nietzsche skriver, han skriver om livet med all dets lidelse og lyst, om nattens sanger, om revurderingen av alle verdier og om lengselen etter den evige tilbakekomst. En rekke tyske diktere er blitt grepet av den poetiske grunntonen, og prøver å etterlikne den, og det samme kan observeres hos flere nordiske diktere.

Men sikkert er det i hvert fall at Georg Brandes har en betydningefull rolle som formidler av den tyske dikterfilosofen. I april og mai 1888 i år har Brandes holdt sin rekke på fem forelesninger i København som en introduksjon av Nietzsches forfatterskap for et nordisk publikum, og de har vært godt besøkt. Det går lenge mellom Ibsens brev til Brandes for tiden men i dag skriver han og takker for en del publikasjoner som Brandes har sendt. Og han legger til: «Om den store tilstrømning også til Deres senere forelæsninger har vi læst i bladene.» Ibsen leste Politiken jevnlig,  og der kan han finne til dels detaljerte referater fra forelesningene.

I brev til Ibsen i midten av november 1888 kommer Brandes til ¨oppfordre bsen til å studere Nietzsches forfatterskap; dette brevet kommer ikke til å bli bevart, men i et brev til Nietzsche 23. november nevner Brandes denne oppfordringen.Forskere kommer til å merke seg at Brandes antar at Nietzsche er ukjent for Ibsen på denne tiden.

Ibsen skriver: "Kære Brandes!

Efter mange måneders uafladeligt arbejde på ​ et nyt fem akters skuespil, som nu er færdigt, begynder jeg igen at få tiden til min rådighed og kan tænke på en smule brevskrivning udenfor det rent forretningsmessige.

Tillad mig da, skønt lovlig sent, at takke Dem for ​telegrammet, som De glædede mig med på ​min fødselsdag. Dernæst for afhandlingen om ​«Temperamentet og Virkeligheden hos Emile Zola», hvilken De i sin tid havde den godhed at sende mig og som jeg gentagne gange har læst med levende interesse. Og så endelig for Deres nye store værk ​«Indtryk fra Polen» som jeg nu er i færd med at leve mig ind i under tilsidesættelse af alt andet. Det er jo et helt ​«sort fastland», som her åbner sig for den vesteuropæiske bevidsthet. Hjertelig tak for denne nye berigelse!

Om den store tilstrømning også til ​Deres senere forelæsninger har vi læst i bladene. Men ellers véd vi lidet om, hvorledes De egentlig har det og hvorledes De trives under de hjemlige forholde. Jeg for mit vedkommende forestiller mig jo at man dejligt måtte kunne leve i København. For resten har jeg jo kun forsøgt det for kortere tid af gangen.

​I Norge vilde det være mig rent umuligt at slå mig ned for alvor. Intet steds vilde jeg føle mig mere hjemløs end deroppe. For et nogenlunde åndsudviklet menneske strækker ikke nutildags det gamle fædrelandsbegreb til.

Vi kan ikke længere lade os nøje med det statssamfund, som vi sorterer under. Jeg tror at den nationale bevidsthed er i færd med at uddø og at den vil blive afløst af stammebevidstheden. I alle fald har jeg for mit vedkommende gennemgået denne evolution. Jeg begyndte med at føle mig som normand, udviklede mig så til skandinav og er nu havnet i ​det alment germanske.

Naturligvis følger jeg med opmærksomhed og interesse livsyttringerne i det gamle hjem. Det er just ikke glædelige iagttagelser, man der har anledning til at gøre. Mig har for resten ​den politiske udviklingsgang deroppe aldeles ikke beredt nogen skuffelse. Hvad der er sket er ikke andet, end hvad jeg var forberedt på. Jeg vidste på forhånd at således og ikke anderledes måtte det naturnødvendigt komme. Men ​vort venstrepartis ledere mangler aldeles verdenserfaring og havde som følge deraf hengivet sig til de urimeligste illusioner. De gik der og bildte sig ind at ​en oppositionsfører vilde og kunde forblive den samme, han før havde været, også efter at han var kommen til magten.

den 4. November.

Kære ven!

Jeg har måttet lade dette påbegyndte brev ligge da jeg har følt mig uvel i nogle dage og derhos været ​overhobet af uopsættelige forretninger angående ​teateranliggender.

Men just som jeg idag satte mig ned for at fortsætte hvor jeg sidst slap indløb fra København en paket med Deres velkendte håndskrift på omslaget. Deres ​«Indtryk fra Rusland» har De altså også havt det vennesind at betænke mig med! Ja, så tør jeg ikke for denne gang indlade mig på videre udgydelser over de hjemlige forholde. Brevet med min hjerteligste taksigelse må afgå straks. ​Den med blyant skrevne tilegnelse er mig også et fingerpeg om at jeg ikke ved fortsat taushed tør sætte Deres venskab og Deres overbærenhed på nogen yderligere prøve. Jeg erkender at jeg så ​fuldelig har fortjent denne tause men dog talende bebrejdelse fra Deres side. Men den vækker ikke nogen egentlig bekymring hos mig, rusker kun op i min onde brevskriversamvittighed. En alvorlig og vedvarende misstemning imellem os to står nemlig for mig som en utænkelig ting.

Og mens jeg her dvæler ved mine postale synder beder jeg Dem bringe ​ Deres broder min varmeste tak for ​hans anmeldelse af «Rosmersholm». Den vil altid blive mig uforglemmelig. Da jeg første gang læste den, var det for mig som om jeg læste en fin, dyb og forståelsesfuld digtning over mit arbejde.

Jeg ser at gavtyven John Paulsen igen har forøvet ​en literær skurkestreg som tak for modtagne velgerninger. Det er nu engang hans metode og hans levevej. Men om dette og andet mere en anden gang. –

Min hustru forener sig med mig om at sende Dem, ​ Deres frue og ​småpigerne de hjerteligste hilsener.

Deres trofast hengivne og takskyldige

Henrik Ibsen.