Erik Skram skriver ekstatisk om vennen Knut Hamsuns roman Sult -- men også om Arne Garborg og Herman Bang

Erik Skram anmelder de tre romanene Hjå ho mor av Arne Garborg, som i en dårlig dansk oversettelse heter Hos Mama, Herman Bangs Under Aaget, og Knut Hamsuns Sult i det danske tidsskriftet Tilskueren.

I en fortale til sin roman har Herman Bang hyllet Jonas Lie som den som for øyeblikket er kommet lengst når det gjelder å utvikle romanens form. Han fremhever hvordan Lie ikke forteller noe om noe, men viser leseren alt. Lie forteller altså ikke - han viser.

Erik kommenterer dette om Lies metode:Han er enig med Bang i at Lie lenge har forsøkt å skrive slik at det som tidligere har vært romanens skildringer, fortelling, redegjørelse og meddelende beskrivelser blir omdannet til en rekke øyeblikk som føyes sammen. Erik kaller det en slags hurtighetskunst, og viser hvordan den kan sammenliknes med det impresjonistene gjør i maleriet. På samme måte som vi i virkeligheten ser mer enn øynene våre får med seg, forstår vi også mer enn vi oppfatter, skriver han. Hjernen er nemlig ved øvelse blitt en drevent redskap, og kunst og litteratur som ikke tar høyde for denne innsikten, vil etter hans syn ikke tilfredsstille sitt publikum. Hvorvidt leserne liker kunsten, er avhengig av styrken eller svakheten i helhetsfølelsen som verket inngir. Og Bang er for opptatt av å vise selve bevegelsen i livet, mener Erik. Stilen hans klarer ikke å fortelle det den skal; den blir for stakkåndet.

Han sammenlikner romanen hans med Arne Garborgs Hjå ho mor, og mener at begge disse forfatterne har arbeidet seg frem til en skrivemåte som det er lite sannsynlig at noen av dem kommer til å bli stående ved. Begge ville hatt glede av å lese den andre, mener han. Metodene deres utfyller hverandre. Garborg forteller og forteller, nesten uten å skildre. Men dette tar Garborg feil i, mener Erik, for kunsten har etter hans syn først og fremst med de fem sansenes umiddelbare verden å gjøre.

Men han understreker også at Garborg riktignok er en så stor kunstner at uansett hvilken vei han velger, så kommer han dit han skal. Og han klarer som forfatter å holde leserens oppmerksomhet, for romanen hans er rik, inngående og klok, mener han:

«Paa sin Vis har Garborg stræbt efter det samme som Herman Bang. Ogsaa Garborg hører til den joniske Skole i Poesien. Han tror ikke paa, at Livet standser noget Sted, og hans Overbevisning i denne Henseende skinner saa tydelig igennem, at vi end ikke paa Bogens sidste Side har Indtryk af at staa ved en Afslutning.»

Om sin gode venn Knut Hamsuns Sult har han imidlertid ikke annet enn beundrende ros å gi: «Bang og Garborg er Fornyere af den gamle Novelle og Roman. Knut Hamsun har med Sult brudt Fortællekunsten i Norden en fuldstændig ny Bane. Hans Bog er enestaaende alene af den Grund, at ingen Forfatter før ham nogensinde har vovet at behandle et enkelt, rent elementært Forhold med en blot tilnærmelsesvis saa stor Udførlighed. Det behandlede Forhold er hvad Navnet angiver: Sult. Sult i strængeste Forstand, ikke en sjælden Gang men ofte, Sult i Dage, som Lov, som Skæbne, Sult som rasende Hunger og som langsomt tærende Sot. Det er en ung Literat i Kristiania, der sulter saaledes, en kunstbetagen Yngling, der i Dødssult foretrækker at vove sin Kredit paa et Lys for at kunne skrive om Natten, fremfor at faa et Brød, et Menneske, der ikke kan falde ind i Dusinskribenternes Trav, men som sætter al den Nervekraft, han ejer, i hver Sætning han former, i hvert Ord, der gaar ham i Pennen.

Hamsun giver ham intet Navn, han lader ham optræde som den «jeg» i Bogen, der fortæller. Sult er 333 Sider stor; hver Side er en Nydelse - og en Lidelse. Hamsuns Redegørelse for Sultens Pine er hundredtunget. Man mærker ikke Stoffets Ensformighed. Forfatteren har afluret Sulten alle dens Egenskaber. Han kender dens knugende Magt, dens Sting, dens ædende Riven i Brystet, dens Smærte over Skuldrene, dens døvende Ævne, dens Vanvid, dens Fred, dens stolte Trods, dens knyttede Haand mod Himlen, dens Hymner, dens forsmædelige Jammer, dens Farer, dens Nedværdigelse, tilsidst dens svimlende Tilintetgørelse. Der findes næppe det Tryk af Sultens onde Negl, som Hamsun ikke har følt og kan huske. Han er en Kunstner af høj Rang.

Hans Stil minder nu og da, særlig i Begyndelsen, overfladisk om Mark Twains. Ellers er dens Præg en særegen blond og mager Styrke, der elsker Lys, en fantasirig, behersket Hast, en anspændt Ro i hvert enkelt Nu, en Sikkerhed, som ikke forfejler sit Maal.

Hvis man om Sommeren løb paa Ski i Norge, og der iblandt disse Skiløbere var en, der paa sin Fart ned ad de grønklædte Fjældsider havde set hver flyvende Fugls Bevægelser og Farver, hver død Larve og al Blankheden paa Bladene og Haren, der i Forskrækkelse var bleven liggende i Lejet, og han kunde fortælle derom, saa det gnistrede for vore Øjne, og vi hørte Suset og Stilheden, saa maatte denne Mand være Hamsun. Han er ny og overraskende, og af Skabning dansk-norsk af den Kielland-Garborgske Type. Han har intet med Bjørnson at gøre, intet med de nynorske Sprogreformatorer.

Hans Bog maa læses. Dens Art og Værdi kan kun sammenlignes med Russernes. Den vover det i vor spage Literatur ukendte. Hans Jægers Beretninger er blege Studenteroplevelser mod disse. Men videst og bredest mærker man i Bogen en Stemning, som stod man under aaben Himmel og hørte en Præst med lappet Kjortel præke Mildhed. Mildhed mellem Menneskene, ikke Mildhed mod Gud. Som Nordmand kæmper Hamsun endnu med «Gud».

Og Erik Skram  avslutter:

«Rigest i Bogen er dog det allersidste Kapitel, Opholdet i Logishuset. Det rammer dybest og foruroliger mest. Og det bebuder de Ting, der fra forfatterens Side er i Vente. Skildringer af en saadan Kraft gaar ikke ene ud i Verden. Ved et Tilfælde kom jeg til at se det Brevkort, en af vore unge Forfattere sendte Hamsun umiddelbart efter Læsningen af Sult. Der stod omtrent følgende: «Jeg har læst Deres Bog. Død og Pine! Det vil vare længe, inden jeg faar Mod til at tage fat paa mit Hækletøj igjen.»