Arne Garborg skriver på romanen Fred denne kalde vinteren Kolbotn. Han skriver til Kitty Kielland om menn, kvinner og religion.

Arne Garborg er på Kolbotten Det er kaldt, og han og Hulda leser fransk og spiller sjakk. Han skriver brev til Kitty Kielland der han diskuterer hennes kritikk av hans fremstilling av mennenes madonnadyrkelse. Han mener at det dypeste og fineste hos mannen er hans religion for kvinnen. Men denne religionen har svært lett for å slå over i sin motsetning, forakt, hat, råhet, nettopp fordi den er religion. Det er ellers først nå i det det er siste gått opp for ham hva som er forbindelsen mellom kjærlighet og religion.

Han syns forresten det er litt pussig at Kittys bror Alexander vil bli borgermester, skriver han.

*

Her er brevet i sin helhet:

"Kolb., Lille Elvedal 1/12 91

Kjære Kitty.

Tusind Tak for Brevet. Jeg har ventet en Stund nu og begyndte at undres paa, om der kunde være noget i Veien: Dog kunde Du vel ikke være syg, tænkte jeg, siden jeg saa, at Du var valgt ind i en saa rørig Komité som den for Kunstnermarkedet vel egentlig maa være! Og saa slog jeg mig til Ro og sa til mig selv: det er rimeligt, at hun har travelt.

Selv er jeg egentlig ogsaa noksaa flittig, skriver paa Jærbu-Roman og læser Fransk (med Kjærringa) og spiller Schak (do).Det er daarligt Føre her (lidet Sne), saa jeg kommer ikke stort ud. Altsaa falder det saa naturligt at stelle med noget, og kommer man først ind i det, saa – –.

Jeg har ellers bedre hukommelse end jeg vidste. Det gaar sletikke saa galt med Jæderlivs-Skildringerne, synes jeg. Naar jeg sætter mig til med det, 2lever det op i mig med megen Friskhed og Kraft. Jeg ser, hører, smager, lengter, føler – altsammen. Naar jeg er færdig med det første Udkast, faar jeg dog denbort igjen og kontrollere mig lidt.

Jeg er lykkelig over, at du finder Kunst i mit sidste Opus (som naturligvis ogsaa blev for stort!), og især trøster det mig, naar Du siger, at Fremstillingen ikke virker trættende; – nu i de sidste Dage gik jeg i ren Angst ved den Tanke: hvordan i al Verden skal Folk komme igjennem 22 Ark med Smaanotitser! – Men det var den Form, som bød sig af sig selv denne Gang, og det har da vel altsaa været den bedste. – Nei; i Bergen har jeg ikke været; jeg havde ikke andet at holde mig til, end hvad jeg har hørt Bergensere fortælle fra den Slags Hjemmebesøg: de almindelige Indtryk. Jeg lod det passere med det, da Byen ingen Rolle spiller i Historien. – Frk. Berner liker jeg godt; hun er ikke bare «tørt, okult» «dannet»; der er meget under hos hende; hun gifter sig tilsidst ogsaa af Kjærlighed – efter den lange Resignationskamp. Men alt er hos hende behagelig afdæmpet og behersket gjennem 3den sikre Formen. Jeg maa ha været uheldig i Skildringen af hende, skjønner jeg. – At Du ikke forstaar Madonnadyrkelsen er rart; véd Du ikke, at det dybeste (og fineste?) hos Manden er hans Religion for Kvinden? – Denne Religion har, snart let for – ved paa Grund af slemme, illusionsforstyrrende Oplevelser – snart let for at slaa over i sin argeste Modsætning: Foragt, Udaad, Raahed – netop fordi den er Religion. – Jeg har forresten tullet en hel del i det selv ogsaa, før det blev mig Klart; i det hele: Forbindelsen mellem Kjærlighed og Religion er først i de senere Tider bleven mig tydelig. Jeg har let for at taale Kritik paa dette Punkt, fordi jeg véd, hvor naturligt det var for Gram at bli Madonna-dyrker; hans «Kristendom» er i det hele stærkt erotisk betonet. –

Du taler om min «Anskuelse» i Spørgsmaalet om Kvinden; Forskjellen mellem før og nu for mit Vedkommende er væsentlig den, at jeg ikke mere har nogen «Anskuelse», nogen færdig Mening. Det kan Du ha, som selv er Kvinde og altsaa kan have ganske anderledes begrundede Meninger 5om Kvinden end jeg; for mit eget Vedkommende har fortsat Udvikling lært mig at se, hvad jeg burde have vidst før: at jeg ikke kan have nogen «Anskuelse» i det Kapitel. Kvindepsychologien er endnu mere end den almindelige Psychologi et ukjendt Land, og jeg ser ikke, at vi Ikke-Kvinder (og mange Kvinder med?) har andet at gjøre end at holde os til Enkelttilfælder og saaledes efterhaanden samle Stof til den Kvindepsychologie, som engang vil kunne danne Grundlaget for en Theori, en «Anskuelse» om Kvinden og om hendes «Stilling», «Opgave» osv., kort, hendes Liv. Indtil videre maa det gjælde for hver enkelt Kvinde som det gjælder for hver enkelt Mand –: hun maa gjøre saa meget ud af sit Liv som hun vil og evner. Det eneste, jeg fastholder, er min gamle Uvilje mod alle Bestræbelser, som gaar i Retning af at gjøre Kvinden gold og tør, gjøre hende til et Abstraktum istedetfor et naturbestemt levende Væsen. Jeg hader forsaavidt Emancipationen og tror forsaavidt paa den «frie Kjærlighed». –

Det er vondt og fortvilet, at Du skal føle Dig saa mismodig som jeg IIjo læser mellem Linjerne i alle Dine Breve at Du føler Dig, og det mest lammende haabløse er, at jeg ikke i den Andledning kan sige Dig andet end det, som Du ved selv, og som ingenting hjælper –: det er Sygeligheden … Var jeg enda Kristen, saa kunde jeg sige: Du faar bede til Gud! – Naa, som Fritænker kan jeg jo ogsaa paa et Vis sige Dig det; – Bønnen er jo ikke andet and en Auto- (Selv-) Suggestion, og Selvsuggestioner kan man jo ogsaa med Virkning gi sig paa andre Maader. Jeg læser netop «Psychologie der Suggestion» af min Münchener-Ven Filosofen Dr. Schmidkunz; der faar man en hel Del Besked om det. Han hæver sig til en Sats som den –: «Ich möchte fast sagen, es ist unpsychologisch unglücklich zu sein!» – Og hans Universalmiddel mod Sygelighed lyder: «Ich will nicht krank sein!» – d.v.s. paaledesden Sats mener han, at Lægevidenskaben herefter maa bygges. – Altsaa den kirurgiske Kniv paa den ene Side, og Suggestionen (for den Religiøse Bønnen) paa den anden Side…

Det er snurrigt, komisk, morsomt – at din Bror vil bli Borgermester.

#Jeg liker det egentlig (om han blev det, nemlig), for jeg synes jeg kjender paa mig, hvor han vilde more sig ved at være det, og kanske virkelig hygge sig ved det (i Stavanger!) – og hvor han vilde ta sig ud i den Rolle! – Han kan vel skrive alligevel; en Borgermester har vel ikke saa urimelig meget at bestille? – – «Herr Borgermester Kielland» … jeg maa le med mig selv; det vilde være hans flotteste Vits, næsten!

Men om han blir det – –

– Heroppe har vi det bare godt. En liden bitte Smule Urolighed for Tuften, i Anledning af, at der nede i Bygden dør Barn efter Barn af Difterit; – men Sygdommen er kommen os saa vidt paa Afstand nu, at vi egentlig ikke ængster os længer. I Sommer var det verre; da havde vi Sygdommen saa lige ind paa os, at den ligesom kunde stikke Hovedet indom Døren naarsomhelst. Det er deiligt at ha en saadan liden Fyr; men der følger en Angst med det, som – som ikke er saa grei som man tænker. – Gudskeslov, at der gaar bedre med Werner Werenskiold; den Historie har skræmt mig #mere end jeg kan sige; – jeg synes der er noget af dette lidt tendre nervøse ogsaa hos Tuften. – Hils Werenskiolds!

Ogsaa jeg fik Brev fra Jonas her om Dagen og fik et velgjørende Indtryk af, at han har taget sig helt opigjen og er den gode gamle. – Siden vi fik høre, at Lies er i Rom, er naturligvis vore Romerlyster stærkere end nogensinde, og Gud véd, om vi ikke vover det. – Det har glædet mig at læse om Høstudstillingen; det er dog som om «Kulturens blomst» mer og mer vil fæste Rod «i vore Klipperifter». Jeg ser, at Du ogsaa har været flink; gratulerer! Dit Portræt (af W.) skal jo være noget rent extra; det bør Du være kry af; og saa skal Du altsaa hænge i Nationalgalleriet til evig Tid, til et Vidnesbyrd om, at der ogsaa i vor Tid var Kvinder i Norge!

Sig Harriet Tak for Helsinga og spørg, om hun husker paa den Kirkekroken til mig gamle Fritænker! –

Og saa faar Du leve saa vel som Du kan. Giv Dig Morgen og Aften følgende energiske Suggestion: «Jeg har min fulde Livskraft. Jeg vil beseire al Sygelighed og alt Mismod og være kjæk som før!»

Din
Arne Garborg"