Amalie Skram skriver til moren om sin religiøse oppvåkning

Amalie Skram skriver i et brev til sin mor Lovise: "Min kjære, snille Moderen! Hjærtens tak for dit sidste, så elskelige brev. Men Du behøver ikke at udlægge skriften og præke sådan for mig. Jeg ved alt det iforvejen. Tror Du ikke, at også jeg må ta mig selv i nakken og læse Fadervor 3-4 ganger om og om igjen, før jeg får den rette andagt.

Nej, kjære Dig, alt hvad Du kan sige mig om guds rige nåde, og uendelige grænse løse barmhjærtighed, det ved jeg selv. Både teoretisk og nu gudskelov også praktisk. Gud har gjort et mirakel på mig. Han har ladet sig finde af mig. Min sjæl er opløst i en eneste grænseløs jubel, en undren over at jeg, trods al min synd, er taget til nåde. Nu har jeg fundet, det sig grunder" - o. s. v. Ja, kjære, kjære mor, aldrig har jeg følt og erkjendt som nu, at et menneskes tilfredshed springer ud af ens eget hjærte. Om jeg blev budt al verdens herlighed, al verdens strålende paladser, al verdens ære og berømmelse - jeg vilde flygte og sige: jeg har nok i gud. Ham bytter jeg ikke bort for noget, noget i verden. Ja, tænk, hvor gud er nådig og barmhjærtig! Jeg, jeg som har vært en spotter, en synder over alle syndere - mig har han annammet og tllgivet . . .

Men Du skal altså ikke præke for mig. Alt sligt snak for styrrer mig. Det er som en dejlig hemmelighed mellem gud og mig. Hvor jeg går og står, snakker jeg med gud . . .

Fortæl mig heller i dine breve alt om Dig selv, om lille arme Inger og om Ludv. og Signe og lille John.

Nej, det er for dejligt, det, der er vederfaret mig! Tænk alt ondt er tat fra mig. Al rædsel for livet som for døden. Du har vært syg, skriver Signe. Nu er Du vel frisk igjen. Skriv straks et par ord, er Du snill. Jeg har også vært syg, jeg er stadig syg, men nu så glad, så glad!

Tusende hilsener fra Erik, Johanne og din Amalie."