Amalie Müller sender uoppfordret et fotografi av seg selv til Georg Brandes og forteller om den pågående striden mellom Garborg og Bjørnson

Amalie Müller sender uoppfordret et fotografi av seg selv til Georg Brandes i København, sammen med et dypt beundrende og ikke så rent lite flørtende brev der hun beskriver sine egne svingende sinnstilstander.

Hun skriver blant annet:

«Jeg bor nu i Rosenborggaden nr. 11, husk på det når de skriver, thi takke for billedet må de jo dog for skams skyld. Jeg er flyttet sammen med en broder af mig, der efter at have været sognepræst i 10 år, løb fra det og søgte afsked; han kunde ikke klare at tro længer. Så var han i udlandet i to år, i orienten og Jerusalem, og nu bor han her og studerer philologie. Han er enkemand og har en gut på ni år, som er en fuldblods skjønhed, vakrere end mine gutter, og det vil sige noget, men han er ikke så gentlemanly som mine og ikke så velopdragen. Alligevel er han sød, og jeg holder meget af ham. Min broder er også prægtig. Kommer de hid, må de kjende ham.»

Om Arne Garborg skriver hun:

«Garborg har også forliden ydre plie (jeg ved ikke hvordan det ord staves) men så er han indvendig det nydeligste menneske i verden; jeg holder så meget, så uhyre meget af ham, tiltrods for hans hæslige ydre, som jeg forresten siet ikke finder hæsligt, men snarere det modsatte. Men han er så ustyrtelig syg, vistnok rent caput; det er smerter i hovedet han lider af, og det er ikke almindelige smerter må de tro, men noget rigtig forbandet noget. Jeg var så glad fordi de havde skrevet såpas godt om «Ein Fritenkjar» til B.B. Jeg var så enig med dem, men det var ikke B.B., dog det gjør ikke noget; de [havde - krysset ut] har alligevel ret.

Mellem B.B. og Garborg er der nu et åbent og ulægeligt brud. B.B. er rasende på G og G ligeledes. Det kom sig deraf, - nei det blir for langt; når jeg engang ser dem, skal jeg, hvis de vil, fortælle dem det.

Det er for resten kjedeligt, de liberale trænger om at være venner. B.B. gjør for resten gode affairer både her og på bygderne; han har fuldt hus til 1 krone billetten. Naturligvis opløftes der et forhånelsens brøl i idiotbladene over markskrigeren, taskenspilleren, lirekassekarlen o.s.v «der lever af at gjøgle på dansesaler og værtshuse», og ikke undser sig for at «gjøre sine plumpe taskenspillerkunster for penge». Naturligvis, B.B. skal ikke have lov til at fortjene sit livsophold; [alle - krysset ut] ingen andre holder gratisforedrag, B.B. har forresten gjort det i årevis han] men alligevel tales der, som var det den gemeneste skurkestreg at forlange entreen betalt. Forresten er det et trist syn at se B.B. så isoleret. Når undtages Sarsefamilien og Thaulows og nogle få til, så har han intet andet hof end det hr. og fru «Verdens Gang», Wullum og Wullumine, «præsident» Høiaas og Amund Helland med samt nogle underdrabanter, udgjør.

Forleden dag var han i Drammen og holdt møde; en del af «hoffet» fulgte med. Folk sa'e de [udgjorde - krysset ut] lignede en lirekassebande, og i aviserne talte man om Bjørnetrækkerkompagniet. Men alt sådant er så ærgerligt og harmeligt, især når man ikke kan nægte at de ikke ta'er sig ud. Men dette må de ikke fortælle til nogen, hører de! Man vilde strax få det til at jeg havde talt ondskabsfuldt, og det vilde dog være så meningsløst for mig at gjøre det.- B.B.bli'r her endnu en ugestid. Hans kone er naturligvis med; hun slipper ham aldrig af syne, og passer ham op som var hun [hans - krysset ut] en overkonstabel, anset af øvrigheden til at ha'e hand i hanke med ham."