Amalie Müller oppdager ar Erik Skram har forlatt Kristiania uten å gi henne beskjed. Hun er knust og fortvilet, hun visste jo ikke at da han kysset henne i entreen, var det for siste gang.

Amalie Müller oppdager ar Erik Skram har reist fra byen tilbake til København uten å ta farvel med henne. Hun er knust, hun kan ikke fatte at han kan ha gjort noe slikt mot henne; at han, da han kysset henne der ute i entreen for ikke lenge siden, visste at det var for siste gang.  Avreisen har kommet altfor brått på henne.

Da det gikk opp for henne hva som hadde skjedd, skar det som en kniv gjennom hjertet. Hun trodde hun skulle dø, skriver hun til ham. Hele kvelden har hun måtte være som Nora i Et dukkehjem; danse tarantellaen. Hun har drukket noe sterkt for å holde ut.

Men hun innrømmer at det har vært vanskelig for henne å få tid til å være sammen med Erik i denne hektiske tiden, selv om han har forlenget oppholdet sitt i Norge og kommet til Kristiania kun for å være sammen med henne. Det er nemlig stadig folk som hun syns hun må være sammen med.

Tidligere på dagen har hun skrevet dette til ham:

«Søde, elskede! Du kommer ikke mere til at se mig. Her lå bud fra atter nogle reisende bergenservenner om at de kom idag kl.10 for at være sammen med mig til kl.6 iaften, da de reiser sin vei. Selv om jeg vilde, kunde jeg intet afbud sende, for jeg ved ikke, hvor de bor. Men jeg kunde forresten ikke gjøre det i ethvert fald. Derfor sender jeg dig mit portrait.

Du vil sikkert ikke synes om det, i allefald ikke meget,- ja jeg ved ikke, jeg, men folk synes ikke det er godt. Hvis du skriver til mig, så kunde du gjerne fortælle mig det som du begyndte på igår, om hvorfor du af to grunde, vilde komme til at lide mindre end jeg ved at skilles og leve adskildt fra mig. Hvorfor var det?

Jeg kom til at tænke på noget Drachmann sa'e om dig, men det er lidt stygt, og kanske bli'er du sint på mig for det, men det kunde være den ene grund. Det var dette, at du havde gående en 5-6 forhold på en gang i almindelighed, og så gik du sådan og pirkede lidt ved dem alle. Hvis det er sandt, var det måske bedst, at du skyndsomst lod det til mig falde, for det vil utvilsomt bli'e det brydsomste og kanske også det kjedeligste, når alt kommer til alt.

Du var så sød og god igår. Ved at være sådan vandt du og bandt du mig i en forfærdelig grad, - du er det deiligste jeg ved. Og jeg har sovet som en sten, og jeg er slet ikke bedrøvet eller forpint mere, men bare glad, og jeg vil vedblive at være det. Farvel da elskede, - og tak for det altsammen, - men husk at du ikke siger det til nogen, og husk at binde With, eller hvad det var noget på ærmet,- husk endelig det!»

Men nå er det blitt kveld, og hun har forstått at han har reist.

Hun skriver:

«Erik elskede at du kunde gjøre mig dette! Aldrig har jeg vidst hvad smerte var, før nu i disse sidste 17-18 timer. Jeg dør af det, hvis jeg ikke snart finder lindring. At du kunde, kunde, kunde det! Stod du derude i entrén og kyssede mig for sidste gang? Gjorde du virkelig, eller var det først siden du tog den grusomme beslutning?

Ja, jeg ved nok at jeg sa'e noget om, at det var bedst du reiste uden at jeg vidste det, for at slippe afskedens kval, men det havde jeg rent glemt. Ikke et sekund faldt det mig ind, at du havde noget sligt isinde. Hvor fik du mod og styrke til det? Her lå jo «Sandinge Menighed» og medallionen du skulde fået; vort regnskab var ikke opgjort, og vi havde jo ikke skrevet op de dage vi havde været sammen og så portnøglen!

Da det varede sålænge før du kom igår, sendte jeg Ludvig ned med et lidet brev til dig, der var fuldt af kjærlighedsord, hvori jeg bad dig endelig ikke udeblive til aftens, da Lammers's og Ernst Sars kom; jeg havde nemlig truffet Lammers's om formiddagen på vei til mig, og så bad jeg dem hellere komme til aftens, så skulde de få treffe Skram. '

Strax efter mødte jeg Sars, og inviterede også ham, på dig. Og så da Ludvig kom tilbage med mit lille brev i hånden, og allerede i døren med en travel stemme siger: hr. Skram var reist idag kl. ½4 til Kjøbenhavn, skar der en sådan skjærende smerte gjennem mit bryst, at jeg et øieblik troede, det var døden som var kommen. Jeg lukkede mig inde på mit soveværelse, og var afsindig af lidelse.

At du virkelig gjorde mig dette, elskede! Jeg kan neppe skrive for gråd og jammer og jeg ved ikke hvad jeg skal gjøre med mig selv, og min store elendighed. Og tænk dig at have fremmede under slige omstændigheder. Det var for sent at sende afbud, - jeg måtte ta'e imod dem.

Jeg drak noget stærkt for at døve mig, eller for at få kræfter, og var så hele aftenen Nora, der danser tarantella med døden i hjærtet. Hvad jeg led igåraftes, og hvad jeg endnu lider, er ikke til at beskrive. Et har din grufulde forsvinden lært mig: at jeg aldrig, aldrig vil forlade dig. Så meget du ved det: du skal gifte dig med mig."