Erik Skram skriver en stor oversiktsartikkel om skandinavisk litteratur skrevet av sine venner

Erik Skram skriver en ny, stor oversiktsartikkel om skandinavis litteratur i tidsskriftet Tilskueren. Her anmelder han sine venner Edvard Brandes og Arne Garborgs siste skuespill, og skriver også om Christian Krohgs roman En Duel, som handler om opplevelser som han selv hans venn Bjørn Bjørnson har hatt i studentmiljøet i Berlin, der den syttenårige Bjørn studerte musikk og den langt eldre Christian maleri.

Bjørn var en av Eriks kone Amalie Skrams mange beilere da hun bodde i Kristiania for seks år siden, på den tiden da hun traff Erik. I en periode bodde han hos henne. Christian Krohg var også en hyppig gjest hos henne på den tiden. Og fortsatt er han er kjær gjest hos Erik og Amalie. Boken hans handler om Bjørns neste, store forelskelse etter Amalie, og en duell som arrangeres i den forbindelse. Men Erik er ikke ubetinget positiv til boken, selv om anmeldelsen viser at han er godt orientert i tidens nye billedkunst, og hans anerkjennelse av Krohg som billedkunstner i den nye tids stil er stor. Han skriver: «Krohgs Bog er «gjort» fra Ende til anden, og Optrinene er pirkende fulde af Enkeltheder. Det giver navnlig i Begyndelsen Fortællingen et slaaende Liv - saadan noget som den norske Søndagformiddags Frokost i Berlin virker fuldstændig illuderende paa Syn og Smag og Hørelse -, og ikke noget Sted slipper Stilen sit Tag i Personerne. Men der viser sig mod Slutningen betænkelig store tomme Steder om Figurerne. En Duel fortæller en Løgns Historie: hvorledes den bliver til, gror, sætter sig fast og vinder Herredømme i en syttenaarig norsk Musikers Hjærne. Han begynder med at finde paa og blære sig af, at han skal duellere, og han ender med at leve paa denne Indbildning som paa en fuldbragt Kendsgerning. Det er overordentlig underholdende gjort. Mennesket vinder en Forlovelse ved sin Historie og udvikler sig virkelig fra noget af en Lømmel til en Slags Mand under det Sjæls- og Hjærnearbejde, som Løgnen fremkalder. Han har ikke alene sine Stemninger at gennemleve men ogsaa det Held at varetage, som han er kommen i, og særlig denne sidste Anspændelse strammer hans Nerver til næsten voksen Kraft.

Krohg har med forunderlig Friskhed fundet Sammenhængen i den frodige unge Løgnhals Natur, og med langsom Lunhed former han Fyren som han staar og gaar for vore Øjne. Men han har sat for stort et Maskineri i Bevægelse. Der er mere end et halvt Dusin Mennesker paa Benene, blot for at unge Hr. Odd kan faa Anledning til at lyve rigtig til Gavns, og dette halve Dusin udstyrer Krohg ganske vist omhyggelig baade udvendig og indvendig, for at de kan gøre den rette Virkning, naar de kommer frem og nejer og bukker for Publikum, men naar de har gjort deres Foroverbøjning, bruger han dem ikke mere. De kan faa Lov til at gentage Høfligheden, men vi træder ikke i intimere Forbindelse med dem for det Der er en ikke ringe Del Skuffelse i den Opdagelse vi efterhaanden gør, at En Duel er ment som Humoreske. Pirouetten klæder ikke Krohgs Kunst. Han er bred og stemningsrig, og der brydes ligesom et Tillidsforhold mellem Kunstneren og os, naar han vil, at det hele skal ende i Latter. Han har t. E. udført et Billede af den fordringsfulde unge, norske Dame, Ragnhild i Sængen om Aftenen i Pensionen. Det er mindst lige saa godt som Rafaellis Maleri af den sovende unge Kvinde i den hvide Sæng paa den franske kunstudstilling, og der er for os derfor ingen Mening i, at Krohg kun bruger denne unge Pige som stum og halvkomisk Figur i Resten af Komedien.

Vi havde med Glæde skænket ham de to Afsnit om Piefke og Schirmer, om han havde givet os et om Ragnhild. Det synes som om Krohg i En Duel har taget fejl af sine Ævner. Han skaber med Lethed den store Kunst, den ligger ligesom fuld færdig mellem Hænderne paa ham; men den lille gør han for stor. Der er ikke det rette Forhold mellem Maal og Midler i hans nu udgivne Bog. For at fange en Fyr som Odd burde han ikke behøve elleve Kapitlers Udrustning.»