Image
Erik Skram ca 1890
Dato
mai 1888

Erik Skram skriver en lang og omfattende oversiktartikkel om ny skandinavisk litteratur i tidsskriftet Tilskueren i København. Den er et forsøk på å gripe hva det er som foregår på det litterære feltet for tiden, og sier mye om hans litteratursyn.

Det som trengs, er fri, modige diktere som skriver om farlige emner, mener han. Og det er bedre miljø for slikt i Norge enn i Danmark. Han skriver blant annet om sine venner Hans Jæger, Christian Krohg, den unge nordmannen Nils Collett Vogt, Jonas Lie og Alexander Kielland.

Erik har rykte på seg for å være spesielt begeistret for norske forfattere, til fordel for de danske. Det hender man smiler litt bak hans rygg over denne begeistringen - man tar det for gitt at den grunner i hans ekteskap med Amalie Skram.

Erik skriver om de problemene som forfatterne har å stri med for tiden. Han legger spesielt vekt på Hans Jægers bok om Kristiania-bohêmen, og om denne mannens totalt mangel på takt - men også om hans mot.

Han skriver:

«()Der trænges hos os til en Digter af en helt anden beskaffenhed, en, som vil noget og gaar lige paa, en Mand, der ikke har Fader eller Moder eller Søster eller Broder, der aldrig har kunnet bruge det, han lærte i Skolen, som ikke tror paa, hvad Godtfolk siger, og som ikke blot er ny i alle Forhold og greben af det Vanvid at ville meddele sig -, men som er et Menneske, der som den stærke Prins i Æventyret tvinger Folk ind under Sandhedens Træ: pludselig ser de sig selv og hverandre. Hvor han gaar frem, staar Landet i Kamp. Men Vilkaarene for en saadan Forfatters Fremkomst er ikke gunstige her til Lands. Vi er for kloge, vi har ikke Hjærner, der er saa uberørte, at hver ny Erfaring brænder dem som Ild eller føles som uendelig Lykke. Og det maa der til.

Den ny Kunsts Bringer maa være et Barn, som er en voksen Mand, ellers er han ikke frygtløs og har ikke den urokkelige Tro paa, at ene han i Verden kan sige, hvorledes Tingene forholder sig. Det er nemlig Æmnerne mere end Behandlingsmaaden, som nu vil tage Interessen fangen.

Den ny Teknik er ikke længer noget Stridsspørgsmaal. Alle Former ere gode, og kun det er slet, som i Indhold er gammelt, og som ikke er klart, det vil sige, som forstyrrer selve det Indtryk, der skal frembringes -, det utydelige altsaa. Man vil vide Besked. Den gamle Lov, at Verden vil bedrages, er omstødt, Folk vil ikke narres. At de fleste endnu med Hjærtet hænger ved den gamle Lov, er kun et Bevis mere paa, at vi har oplevet et Gennembrud. Ti de tør ikke være ved, at de vil blive i «Poesiens» Taage, de kalder den den «sandet Virkelighed» osv. Vovestykket for en Digter bestaar da ikke i, at han meddeler det, han mener er faktisk rigtigt, han bliver ikke plump og «upoetisk» for det; det kommer ved hver enkelt Lejlighed an paa, hvilken Sandhed det er, han giver til bedste. Hans Valg af Æmne og hans Syn paa Tingen bestemmer den Gunst eller Ugunst, han skal staa i hos Publikum. Jo farligere Stof, jo modigere Digter, for han skal være tydelig. Det skulde han netop ikke være i vore Fædres Dage. Da satte man t. Eks. frisk væk Blodskam (i Ninon) paa smukke Vers og gjorde den angelisk.

Og det er de «farlige» Æmner, som mere end noget andet trænger sig paa. De har været dybest gemte under mere end hundrede Aars Tilsløringer eller Tavshed. Den modige Digter har derfor den Betingelse til at blive Tidens betydelige forud folden forsigtige, at man har ventet paa ham. Men i Danmark vil der som sagt ikke nu let kunne opstaa en hensynsløs Forfatter. Forholdene tilskynder ikke dertil. Man forundrer sig ikke mere over noget i dette Land og vredes ikke. Man gør Nar.

Og samtidig med at de ligegyldiges Tal er vokset i tusendvis, er Mistroen til Ordkunst i enhver Forstand af Ordet hos mangfoldige steget til Foragt. Det er jo med Taler, Artikler, Bøger og Sange, at vi er gaaet fra Nederlag til Nederlag. Hvorfor skulde man forøge de overflødige Ords Tal? Alt er jo dog kun en latterlig Komedie. Og vil man finde en Vejledning i det, der skéte for henved en Snes Aar siden, da Kunsten fornyedes i Danmark, maa man huske, at der i Nationen da var en Gruppe stærkt bevægede Mennesker. Man var forskrækket over Tidens aandelige Usseldom, og Anstifteren Georg Brandes var en Tugtemester, som ikke frygtede for at vise, at han ansaa det for Umagen værd at gøre Oprør.

Det var de dumme, som den Gang var vittige. Nu er de kloge det. Kunst har meget med naive Sindstilstande at gøre, -- og det baader ikke altid dens evige Ungdom, at den i Svøbet lærer at gøre Nar af sin Lyst til at die de Bryster, som skal give den Næring.

I Norge er Forholdene anderledes. Den Kamp, som dér har været ført, har ikke staaet mellem politiske og literære Fremskridtsmænd paa den ene Side og Gendarmer og Lovtrækkere paa den anden, men mellem Talere og Skribenter paa begge Sider, og den unge Slægt var indtil for nylig i god Tro, naar den talte om, at den havde «erobret Friheden». Under alle Omstændigheder har man dér set, at aandelige Anstrengelser kan bære Frugt, og at Ord virkelig kan være Handlinger. Det er ikke blevet latterligt i Norge at sige et stærkt Ord.

Naar unge Nordmænd kommer sammen, taler de om, at de vil sætte deres Vilje igennem, og derved tænker de ikke paa Rifler og Skyts. De vil bruge det Vaaben, de raader over: Ordenes Kunst. Bag det unge Norge, som nu rykker frem til Landets aandelige Erobring, staar - saa uhyggelig det end kan klinge i de flestes Øren - Hans Jæger, Forfatteren af den dømte og «berygtede» Kristiania-Bohemen. Folk her til Lands véd som Regel ikke andet om denne Bog end, at den er af et skandalløst Indhold, og at dens kunstneriske Værdi ikke kan sættes i Højde med, hvad Lie og Garborg yder. Dels kender man ikke Bogen, og kender man den, har man ikke kunnet komme over dens skumle Indhold.

Vi har ikke mange øvede Læsere. Er der Hængesæk et Sted i en Bog, kan man vædde hundrede mod en om, at Folk bliver staaende der og tramper, indtil de stikker i Mudder til Næsen. Det er ikke blot Lyst til at rode i det, som ikke er rent, der holder Læserne til Stedet, ogsaa de renlige bliver der; de er ophidsede. Deres æstetiske og moralske Sans faar dem til at tillægge den frastødende Del af Bogen overragende Betydning.

Nu har Jæger som Forfatter uheldigvis den samme Fejl som de uøvede Læsere. Han bliver paa Steder, hvor han skulde være i Fart. Der er i hans Skildringer nu og da en dvælende Appetit, som forstyrrer. Han er paa en Maade ikke moden nok til at kunne holde Sagen ud fra sin Person. Han har adskillige andre Svagheder. Kristiania-Bohemen er langt fra at være et ulasteligt Kunstværk, hvor megen god Kunst der end findes i Bogen, men det er en fuldstændig Forvridning af Forholdene, naar man har villet skildre Jæger alene om Satyr. Han er Filosof og fløjtespillende Sværmer tillige. Hans værste Fejl er hans ubegribelige Mangel paa Takt.

Hans Bog har gjort uhyre Virkning i Norge. I kort Begreb er dens Lære den, at den nulevende Slægt af unge Mænd maa gaa til Grunde eller i alt Fald væsentlig ødelægges, fordi Samfundet tvinger dem ind i uædle Kønsforbindelser, og at Midlet imod dette er at give de unge Kvinder en Udvikling, der lærer dem at bryde med den gængse Kønsmoral. Og derom har man nu talt et Par Aar i Norge.

Vi kender ogsaa her til Lands til Debater om den saakaldte «Sædelighedssag», men det er for Smaating at regne imod, hvad der er foregaaet i de norske Byer. Den umiddelbare Skandale, der var forbundet med Bogen, idet den indførte nulevende Personer med deres rette Navne og i det hele nøjagtig gengiver virkelige Begivenheder, og Retssagen imod den bidrog naturligvis betydelig til den Opsigt, den vakte, men det var Forfatterens Lidenskab og stærke Tro og saa hans Talent, som gjorde, at Snakken aldrig kunde høre op. Man taler den Dag i Dag om Bohémen. For den unge Slægt, der i Jæger har fundet sin Profet, er det hans voldsomme Sandhedsdrift, som vil blive bestemmende. At sligt kunde siges, som Jæger har fortalt, havde man ikke drømt om. Der maatte ogsaa paa andre Omraader kunne skabes en Kunst, som lagde Livet blot for Beskueren. Og det er det man vil. Man tænker paa noget, som Jæger har kaldet deterministisk Digtning. Det skal være en Skildring af alle sidste Aarsager i de forskellige Menneskeliv og deres Følger, en ubarmhjærtig Fortsættelse af Franskmændenes Naturalisme. I teknisk Henseende er Impressionismen Ledestjærnen. Christian Krohgs ypperlige Fortælling Albertine er en Begyndelse til, hvad der skal komme. Garborg regner man i Norge ikke helt med til Bevægelsen, dels fordi han skriver paa Maalet - saadan tales der jo ikke i Virkeligheden af dem, han lægger Ordene i Munden -, og dels fordi han ikke anses for nøjagtig nok. Man faar nu se, hvad der vil komme ud af Erobringstoget, naar det for Alvor begynder.

Som en munter Svend, der, før end de andre har taget fat, er ude paa egen Haand, optræder Nils Collett Vogt. () Indordnes under en nynorsk Skole kan Vogt paa ingen Maade. Han behandler Tilværelsen med et paa en Gang varsomt og voldeligt Galanteri, som er langt fra Deterministernes Stemning overfor denne Sag, og han har en Sjælens Frejdighed, som ikke er norsk moderne. Snarere maatte han minde om en sprudlende Digter hos os, der skrev i halvfjærdserne, Holger Drachmann.»

Nils Collett Vogt er en av Amalies Skrams store beundrere, og hun føler seg smigret av hans oppmerksomhet. I sine erindringer skal han komme til å skrive sine inntrykk av henne - blant annet en scene der han sammen en gruppe kunstnervenner obersverer henne på en huske i Tivoli i København, voldsomt huskende, leende, overmodig.

Sted
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Skram, E. (1888). Literaturoversigt. Tilskueren. København. 5.

http://runeberg.org/tilskueren/1888/0414.html

og

Vogt, N. C. (1968). Fra gutt til mann: et stykke selvbiografi. Oslo, Aschehoug.