Image
Bjørnstjerne Bjørnson
Dato
april 1896

Bjørnstjerne Bjørnson skriver en lang oversiktsartikkel om norsk samtidslitteratur i den danske tidsskriftet Tilskueren. Her beskriver han det norske folkelynnet, og lager store og anerkjennende riss over forfatterskapene til Ibsen, Kielland, Wergeland, Collett, Aasen Vinje Lie og Skram.

Om Amalie Skram skriver han:

"Jeg fik engang et anonymt Brev, der omtalte et netop
udkommet Værk. Efter opgiven Adresse gav jeg mit Svar, og
sluttede med, at Brevet maatte være skrevet af en Kvinde. Herpaa
fik jeg atter et anonymt og ret skarpt Brev, deri Brevskriveren
beviste mig af det førstes Indhold og Form, at det alene kunde
være skrevet af en Mand; jeg maatte være en daarlig Psykolog.
Brevet havde en Efterskrift saalydende: „For Resten kan jeg betro
Dem, at det er skrevet af en Kvinde."

Den anonyme Brevskriver var-Amalie Alver, senere gift
med den danske Forfatter Erik Skram.

Først i den modnere Alder begyndte hun at skrive; det
første var frastødende ved sin krasse Naturalisme, og det varede en Stund, før hun blev, hvad pæne Folk kalder læselig. Nu
bagelter er dette det stærkest mulige Bevis for, hvor oprindelig hun
er. Fod for Fod har hun altsaa hamret, mineret og skoftet sig
frem paa sin egen haarde Vej. Den Vilje og den Udholdenhed
fik hun næppe af sin egen Mand eller af nogen anden Mand, —
saa lidt som sine Evner eller den Kunst, der nu er hendes
Særeje. Hvor mange af hendes Arbejder, der var originale Studier og
intet mere, er nu ligegyldigt. Hovedsagen er, at paa disse har
hun naaet frem til at forme ud en Fortælling som „Forraadt", i
psykologisk Dybde og Fremstillingens Magt et Mesterværk, der
efterlader et Indtryk, ja, som om du er ude paa Havet og ser ned
i det, og der træffer et Par Øjne, store store, Hovedet kan ikke
klart skelnes, men Øjnene aabner sig og lukker sig, aabner sig og
lukker sig kolde som Havet.

Verdslige Mennesker eller den verdslige Del af Mennesket
tegner hun; sjælden Søndagens Del i det, aldrig Søndagsmennesket.
Med det første mener jeg vort livslange Trælleliv under
Lidenskaber og Forhold i mere og mindre unyttig Kamp. Med det
andet mener jeg Rejsingsmagten i os ud over det meste eller endog
ud over altsammen. Fordi hun hovedsagelig jtegner den
verdslige Side, er der lav, graa Himmel over hendes Billeder. De ligner
i det Stykke Gerhard Hauptmanns uforlignelige, hypnotiserende
Kunst, som lokker os længer og længer ind i en lang Flaske, der
vi hører Proppen slaas i bag os og tænker: Gud, hvorledes
kommer vi ud igen? Amalie Skrams Kunst er vævrere; vi kommer
fortere afsted og gennem mere brogede Billeder; men de giver
noget af samme Beklemmelse.

Hun tegner helst Vestlandsliv, Mennesker fra Bergen og
Omegn, hendes Fødestad og Ungdoms Tumleplads. Naturtro
Skildringer fra Menneskers dagligdags Dont, Synd, Selvskuffelse og
seje Udholden. Ingen er saa rig paa første Haands Studier. Vi
kan ikke mere se et Fotografi af Bergen eller af dens Omegn uden
at befolke det med hendes letlivede eller gribende Skildringer.

Og dog —. I sin Fortælling „Fortuna" har Alexander
Kielland tegnet en Kvinde fra Bergen, som heder Wencke. Tegnet
hende saaledes, at den gode Tradition i den gamle Handelsby
forenes med Nutidens oplyste Fremgangsvilje. Thi ogsaa nu har
Bergen fremfor nogen anden By i Norge, jeg kan gerne sige i
Norden, et rejselystent, foretagelsesrigt Folkefærd, som over Havet
er i Forbindelse med England, Tyskland, Frankrige, Spanien. Den bedste Del af disse blandede, fantasirige Mennesker har i sin
gamle Dannelse sikker Grund for alt nyt. Fru Wencke er en
elskværdig Type med Bergenserindens Karaktermærke i broget
Blanding.

Derigennem er hun, — jeg tør ikke sige mere bergensk end
Amalie Skrams Galleri; det vilde være den største Uret. Men saa
meget kan jeg trygt sige, at først naar Alexander Kiellands Billede
af Wencke er opstillet i den Sal, vi skal igennem for at komme
ind til Amalie Skrams Galleri, og gaa igennem igen, naar vi skal
ud derfra, først da faaer Amalie Skrams Galleri sit nødvendige
Supplement.

Nu skal jeg imidlertid fejle meget, om ikke netop Amalie
Skram, hun og ingen anden, eller hun fremfor enhver anden, har
staaet Model til Alexander Kiellands Wencke! I alle Fald maa vi
andre tænke paa hende, som hun er, naar hun lyser af Deltagelse
og Kampiver. Dette spaar om, at der er mere i hendes rige Natur,
end hun endnu selv har forløst.

Den næstsidste Bog af Fru Amalie Skram er en Bedrift.
Hun meldte sig ind paa en Sindssygeanstalt, idet hun søgte Ro
og Pleje for nervøs Lidelse. Derved kom hun i Tilfælde at studere
en af disse Sindssygelæger, som alt for let tager Modsigelse for
Tegn paa Sindssygdom, og i sin forfængelige Ufejlbarhed begaar
store Fejl. Af ham, af de syge, af Sygeplejersker, den hele
Tilgang gav hun saa et Billede, saa klart i Tegningen og saa
spændende, af det kommer i Højde med den bedste Roman. Bogens
Titel er „Professor Hieronimus". De, som i Menneskehedens Navn
kæmper mod Sindssygehospitalernes alt for ukontrollerede Magt,
har i denne mesterlige Skildring fra det Indre af et
Sindssygehospital faaet et Vaaben rakt, der i Styrke overgaar ethvert andet.
Det er nemlig første Gang i Litteraturen, at en stor Forfatter i
fuld aandelig Klarhed har haft Lejlighed til at gøre en saadan
Studie. Den er ogsaa interessant derved, at her ser man tydeligst
ind til hendes Kunst. Hvad er Hemmeligheden i den? At det,
hun beskriver, er set og gennemstuderet til Bunds, før hun siger
et Ord. Derfor behøves saa faa. I den Henseende er Zola, som
hun ikke sjelden sammenlignes med, hendes absolute Modsætning.
Han gaar i Vej paa et løst Omrids; først efterhvert som Pennen
løber, og den ene Sætning støder den næste ud af sig, begynder
Billedet at tage Form og at svulme op af alle Tilfældigheder
undervejs. — "

Sted
Tema
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Bjørnstjerne Bjørnson: Den moderne norske Litteratur

Tilskueren, april 1896 (om Amalie Skram på s. 287-289)

http://runeberg.org/tilskueren/1896/0267.html