Image
Avisnotis om Victoria Benedictssons død, 25.7.1888
Dato
22 juli 1888

Amalie Skram skriver et langt brev over flere dager til sin venn Sophus Schandorph og hans kone Ida med mye sladder om hva som foregår i Københavns for tiden. Ikke minst skriver hun om sin mistro til brødrene Brandes, som hun mener er typiske jøder. Og hun skriver om hvor dypt inntrykk Victoria Benedictssons selvmord har gjort på henne.

Georg Brandes' forhold til hennes venninne Bertha Knudtzon er godt kjent blant de innvidde. Nå har hun nylig observert dem i teatret.

Hun skriver:

"Kjæreste, snilleste Schandorph, og sødeste godeste Ida! Du ved ikke for en fest det var at få Dit lange, interesante og kjærlige brev. Jeg siger fest for det er fest at se beviser på to sådanne menneskers venskab og kjærlighed, som Du og Ida er. Og så fik Du mig til at le over al måde med Dine mange pudsige indfald og fremstillinger. Du er som et dybt, sundt kildevæld, Schandorph. Man drikker af det på sin vandring og føler sig styrket og forfrisket. Så går en videre, og lad tid gå hen, altid er kildevældet det samme når en søger tilbage. Du siger Du er glad for Du kjender mig. Ak ja, Schandorph, jeg tror det så gjerne, for Du er så god og elskværdig, men vide skal Du at glæden er uhyre gjensidig. Undertiden falder der underlige forestillinger over mig. Jeg ser mig selv forladt og forstødt af alle fordi, jeg har båret mig slig ad, at alle vender mig ryggen. Så sidder jeg og fælder tårer over min egen trøstesløse forladthed. Er der da ingen, ingen mere at gå til? spør jeg mig seiv. Og så pludselig dukker Du og Ida op med fremstrakte hænder og vennesmil i øjet, og jeg græder endnu mere. Ja, dette er bare fantasier, forstår Du vel, men vide forvist gjør jeg, at Dere er venner som ikke svigter. Dit store, rige, overbærende undskyldende sindelag, vilde altid finde rum for mig i Dit trofaste, forstående omdømme.

Hvad Du skrev om »jødekritiken«, fandt et villigt lyttende øre. »Endelig!«, sa jeg til mig selv Ja, for jeg har jo så ofte snakt i lignende retning til Dig, men Du har bøjet undda. De mennesker har ikke renhed i viljen. De skifter ham efter behov. G.B. som anmeldte Din bog fordi E.B. ikke vilde, ikke kunde skal han ha sagt, er ikke et hår bedre end broderen. Der bor ikke ærlige sinds rensende kraft i dem. Se på Politikens boganmeldelser. De er skammelige. Jeg, f.eks. blir altid omtrent hånet, under venskabs maske naturligvis, og Garborg f.eks. aldrig nævnt. Nu har han skrevet et drama. Det er ikke helt godt, men sandelig; omtale fortjente det dog, især når hensyn tages til hvor meget lort der blir sjunget lovsange over i Politiken. Uh, det er oprørende. Og bare fordi Garborg i »Mannfolk« skildrer en frue, som siger noget, Ingeborg plejede at sige: »De må ikke bande frue«, siger en. »Ja, jeg vil bande,« svarer fruen, »det er så dejlig ukvindeligt.« Mannfolk blev heller ikke anmeldt i det blad. Uf nej, de to fyre kan jeg ikke med.

(...)

Herhjemme er alt ved det gamle i altfald såvidt jeg ved. Vi er til tysk komedie hveranden aften. De brøler stygt, men engang imellem får man et elektrisk stød, og er nærved at gå på hodet ned i par ket (jeg har siddet på balkon midt for scenen) Kainz er skjøn i »Røverne«. Ellers kan de ha ham for mig.

Nede i parkettet sidder E.B. og Ingeborg på første bænk. Han bøjer sig ofte hen til hende og siger noget. Hun svarer og stråler. Jeg har forresten hørt at hendes lykke skal være meget problematisk. »Hun som var så kjæphøj har fåt noget så usigelig dæmpet og ængsteligt over sig,« sa en dame som kommer der. »Det er liksom hun altid går og lytter i spænding og ængstelse.«

Og nede i parkettet på fjerde bænk sidder GB. Hans madam er på landet og han svindser om og snakker med kreti og pleti. Af og til er han borte hos Bertha Knudtzon; der har plads på syvende række, (en endeplads) og taler livligt med hende. Hun svarer med sit stive, kolde ansigt, og rører ikke spor på sig. Kun får hendes blasse kinder en svag lyserød farve.

Jeg sidder ved siden af fru Hennings, som er sød; og bag mig ludende sig ned til fru Hennings i mellemakterne, sidder Holger Drachman. Vi hilser ikke på hinanden og jeg liker mig ikke. For sidst vi var sammen oppe i Norge var vi de fineste venner. Men den mand vil jeg ikke hilse på; for han er en lort.

(...)

Nu venter jeg min anden søn, Ludvig, herned fra Bergen på et kort besøg. Jeg er så glad ved tanken, at jeg knapt kan puste. Jeg og gutterne, vi har altid holdt så sammen, og vi er så godt kjendt. De har vidst så lidt af sin far, så meget af sin mor, bestandig. Og Ludvig! ja som den gut er elskelig! Jakob er min kjærlighed, men Ludvig mit hjærtes forelskede svaghed. Vi ligner hinanden som to dråber vand i det ydre. Og vi ligner også indvendig i så mange stykker. Kun blir han aldrig forfatter, gudskelov. Han er snart 20 år og Jakob er 22 og jeg er 18 år ældre end Jakob.

Det ringte og pigen kommer og siger at der er en bergensk dame som vil hilse på mig. Derfor er det bedst jeg slutter. Levvel I kjære to. Kom snart hjem igjen.Vi længes efter Dere. Tag Ida i Dine arme og kys hende fra mig hjærteligt og godt. Hun er bra, Du. Din altid hengivne

Amalie Skram.

NB. Naturligvis har jeg masser af hilsener fra Skram, som elsker Dere, skjøndt han er en højst egenretfærdig kanut. Det får jeg føle!

Nok en efterskrift. Dette brev er biet liggende nogle dager, rent forglemt. Nu sender jeg det da endelig. Igår var jeg ikke menneske fordi jeg havde læst i bladene om fru Benediktsons selvmord. Den svenske forfatterinde, Dere ved. Vi kjendte hende lidt, men har ikke vært snille mod hende, for hun var ikke sympatetisk syntes jeg, men svært skikkelig. Tænk for en energi hun dog har havt. Skjære halsen over på sig med en barberkniv. Tænk bare at gå bort og kjøbe en barberkniv i et sådant øjemed. Søndag morgen da pigen lukked op hendes værelse med sin hovednøgle kl. 12 lå hun i levret blod på gulvet foran sengen skrækkelig forvredet. Lægerne sa at stivkrampen havde vriet hende ud af sengen. Jeg drømte om det i hele nat. laften skal vi i selskab med Joseph Kainz i bazaren på Tivoli. Herman Bang er vært.

Sted
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Garton, J. (Ed.) (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

http://www.nb.no/nbsok/nb/f2220baf55447a4a1cd7ec93c72eb498.nbdigital?la…