Galleri
-
Edvard Munch er blit 42 år gammel, og er inne i en mørk periode av livet. Han er tilbake i Åsgårdstrand nå, etter et opphold i Tyskland. Sammen med vennene Ludvig Karsten, som er 29 år gammel og står modell for min malervenn, og Amalie Skrams sønn Ludvig Müller, som er 37 og skuespiller og dramatiker, drikker og fester han i huset i Åsgårdstrand.
Munch maler Karsten i hvit sommerdress med bredbremmet hatt, ventre hånd i lommen og pipen i den høyre.
-
Småen bor stadig hos Achens etter Amalies død. Hun blir også tatt var på av familien Hørup.
-
Antonie Tiberg, som er Amalies første biograf, er på besøk i Bergen for å intervjue folk som har kjent Amalie i ulike faster av livet.
Hun treffer både slektninger, tjenestefolk og venner av Amalie undre besøket. De har svært ulike syn på hvem Amalie var, men hovedinntrykket er at hun må ha gjort svært sterkt inntrykk på alle hun møtte.
-
Bendix Edvard Bendixen, som var den som leste og rådga Amalies første teaterstykke i Bergen i 1877, skriver til hennes første biograf Antonie Tiberg om det han husker fra stykket og tiden det ble skapt i: Arbeidet viste et afgjort talent, men men havde efter min anskuelse enkelte dramatiske mangler, som dog ikke var af den art, at jeg ikke vilde ha anbefalet det hvis det ikke i stykket forekom ting, eller snarere ideen var saadan, at hun vilde have stillet sine egne forhold frem på scenen: ialfald maatte jeg trygle for, at publikum vilde ha forstaaet det saaledes, og det var i den tid noksa
-
Bjørnstjerne Bjørnson skirver til Antonie Tiberg, Amalies første biograf: Jeg kunde skrive en hel bok om Amalie Skram; men jeg savner tid.
-
Edvard Grieg er svært syk nå. Sykdommen tatt en så alvorlig vending at hans venn overlege Klaus Hanssen, som også har vært Amalies lege, forbyr reisen og legger ham inn på Bergens Sygehus.
-
Hanne Floor, som er enke etter han som kjøpte Amalies tante Carines danske bokhandlerektemanns bokhandel i Bergen, skriver til biografen Antonie Tiberg. Hun forteller at A.W. Møhl var dansk og startet bokhandel i Bergen i 1836. Møhl gikk ikke konkurs, understreker hun. Brevskriverens far kjøpte bokhandelen i 1853 av Amalies tante Møhl. Tanten døde på Sander Kaas Stiftelse i Bergen i 1891. Hun hadde en sønn med Møhl, Christian, som var stymann. Var gift, både han og konen døde unge etter noen års ekteskap, og etterlot seg to barn. Sønnen het Hjalmar, datteren Lina.
-
Adolph Christian Blanc, som var Amalies motspiller og sceniske elsker i stykket hun debuterte i som skuespiller i Bergen i 1876, skriver til biografen Antonie Tiberg om det som skjedde disse vårdagene. Han kan fortelle at det var Johan Bøgh som hadde regien, han var den gangen Theaterforeningens formann. Selv spilte Blanc den unge dikteren Frits Marlow. Stasraad Lehmkul var også med som losjeåpneren, og Randi Nilsen, som siden ble gift med stasminister Blehr. Også Lars Holst og Bernt Schander, som siden ble skuespiller ved Nationaltheatret, var med.
-
Erik Skram mottar denne høsten ridderkorset og blir utnevnt som dannbrogsmand. Det medfølger at han bes om å skrive en "embedsberetning" og finen frem et fotografi så fort som mulig. Erik nøler lenge, og må purres. Til slutt kommer han i gang med å skrive sin biografi - men han skal komme til å bruke fire år på å få den ferdig. Han skal ikke komme til å nevne Amalie med ett ord i selvbiografien. Han er nå blitt 65 år gammel. Det er seks år siden de to ble offisielt skilt.
-
Nico Hambro, som var en liten gutt i Bergen da Amalie var ung, skriver til biografen Antonie Tiberg at han husker hvordan han en gang som liten skoleunge løp etter henne på gaten fordi hun var så strålende skjønn at det var en fest å se henne. Han forteller også at fru marie Müller i Alversund, søster til fru Tobias Müller, bør kunne fortelle noe om Amalie. Og så er det en Amalia Hansen. Hun kan nok også ha ett og annet å fortelle.
-
Amalia Hansen, som var en litt eldre skolevenninne med Amalie i Bergen, skriver et langt brev til biografen Antonie Tiberg der hun beskriver hvor forferdet folk i Bergen har vært og fortsatt er over det mørke og avskyelige i det Amalie har skrevet. Hun forteller at Cathinka Heiberg var den venninnen som tok vare på henne under sinnssykdommen i Bergen på 1870-tallet, og at også Gerhard Gran vil kunne fortelle om henne fra denne tiden. For brevskriveren er det uforståelig at Amalie kunne utvikle seg til et menneske med et så rått syn på livet som kun så det stygge og ekle i tilværelsen.
-
Edvard Munch lar seg innlegge på Dr. Daniel Jacobsens klinikk i Kochsvej 21 på Fredriksberg, København. Her blir han i syv måneder.
Han gjør sykehusrommet om til atelier, og maler blant annet et stort portrett av dr. Jacobsen, som også har vært en viktig lege for Amalie Skram i forbindelse med hennes innleggelse på Kommunehospitalet under Knud Pontoppidan i 1894. I Amalies romaner fra oppholdet er doktor Jacobsen lett forkledd som "reservelegen", og fremstår som en sympatisk mann.
-
Margrethe Vullum sitter i Valdres og skriver på oppfordring til Amalie Skrams biograf Antonie Tiberg om Amalie. Hun har mange refleksjoner om sin venninnnes personlighet, og om ulike aspekter av hennes liv. Hun skriver blant annet at den eneste som virkelig ville kunne beskrive Amalie er hennes venninne Kathinka Heiberg, som hun mener Amalie har skildret i det hun kaller «det deilige mennesket i stykket Agnete, som lar sin egen penger falle under bordet, uten å nevne noe om det.»
-
Ingeborg Krog Janson er innlagt på Dr. Jacobsons klinik på Fredriksberg i København. En av de ansatte ved klinikken, Linke Jørgensen, skriver til Edvard Much, som også har vært innlagt her, om at Amalies datter ofte kommer på besøk til henne. Hun er uvanlig vakker, Munch ville ikke kunnet unngå å ville male henne, hun har så vidunderlige farger
-
Hulda Garborg leser Antonie Tibergs bok om Amalie, som nettopp er utkommet. Hun syns Tiberg har fått med mye informasjon, men merker likevel at hun ikke selv har kjent Amalie. Hulda beskriver Amalie slik: "Hun var som en glimrende salamander, vexlende betagende og farlig, helt sine stemninger ivold, med tusinde tankelys gjennem hovedet i et øjeblik. Og det lynet høyt. Tankerne ramlet hende ofte ud af munden i vill, strålende forvirring.
-
Jacob Worm-Müller skriver en rasende og indignert protest i Ørebladet i Kristiania mot Antonie Tibergs biografi om Amalie, hans mor. Han forsvarer varmt begge sine foreldre mot det han hevder er Tibergs sladder og usannheter.
Her er hva han skriver:
"Det er inge ringe Opgave at skildre Amalie Skram som Kunstner og Menneske. Det e ren Opgave, som kræver sin Mand. Frk. Antonie Tiberg har ikke løst den.
-
Ragna Nielsen skriver i Samtiden om Amalie Skrams forfatterskap. Hun mener Skram er den største kvinnelige representanten for naturalismen i Norge. Romanen Constance Ring er ikke hennes beste roman, mener hun (hun forteller ikke hvilken hun syns er best), men den er den mest illustrerende for det stadiet i utviklingen som kvinnene og forfatterinnene var kommet til i 1883.
-
Hulda Gaborg skriver i dagboken sin en sammenlikning mellom Camilla Collett og Amalie Skram, i forbindelse med 100-årsdagen for Colletts fødsel. Hun mener at Camilla ikke var så stor dikter som Amalie. Amalies talent ble mishandlet på alle vis, men ingen makt kunne kue det, skriver Hulda. Det var som et element; Amalie villle ha diktet om hun satt på en sten i ørkenen. Hun ville ikke skrevet godt og sørgelig om sin emsomhet; hun ville følt at hun var midt i en uendelig vrimmel, diktet om de tusen tingene som ikke lot henne i ro. Hun fikk aldri nok av ensomhet.
-
Ragna Nielsen sitter i Nordahl Bruns gate 22 i Kristiania, tredje etasje, huset ved siden av stedet Amalie Skram (dne gangen Amalie Müller) bodde på 1880-tallet sammen med sin bror Wilhelm og deres tre sønner. Ragna skriver flittig på bruddstykker av brev fra de døde. Hun noterer ned - først i en slags automatskrift, siden med sirlig håndskrift - budskap fra en hun kaller H, en av Guds engler og hennes beste venn. M står for stemmen til hennes mor, Vilhelmine Ullmann. Formen er en dagbok-dialog mellom mor og datter, hvor engelen av og til også deltar.
-
Henrik Pontoppidan har ligget syk. Han har skrevet noe om Amalie Skrams forfatterskap i forbindelse med utgivelsen av hennes samlede verker, som nå skal komme på norsk og dansk Gyldendal.
Det han har skrevet lyder slik:
"Gennem hele sit Forfatterskab holdt hun Virkelighedsskildringen i Ære, ja dyrkede den med voksende Lidenskab, tilsidst som en Religion. Trods sit brusende Hjerte, sit altid stormfuldt bevægede Sind lod hun sig aldrig som Kunstner forlokke af nogen lyrisk eller fantastisk Stemning, og for denne Trofasthed lønnedes hun med Mesterskabet"
-
Hilda Bugge, som en gang i tiden var forlovet med to av Amalies brødre, Wilhelm og Ludvig, dør i København, 91 år gammel.