Galleri
-
Det er svenske kong Karl 2. som har hatt den nominelle overkommandoen over flåten under krigen mot Norge. I dag har han fornøyelsen av å gå i land i den okkuperte byen. Men kongen er ikke frisk, og han må straks fraktes til badekur i Uddevalla. Han kommer aldri igjen til å besøke det landet som kommer til å velge ham til sin konge den 4. november 1814.
-
I Fredrikshald (Halden) kan byens innbyggere se tryllekunstneren Joseph le Tort holde forestilling. Le Tort kaller seg professor i magi. Tryllekunstnere, illusjonister og magikere dukker ofte opp i forbindelse med markeder i byer. Et annet ord for tryllekunstner er taskenspiller, og det ordet har ikke en helt heldig klang, det kommer fra det tyske "Taschenspieler", altså en spiller med skjulte lommer, en som vet å lure penger fra folk.
-
Magnetisør Carl Hansen og hans lille selskap er kommet til Fredrikshald (Halden), hvor de fremfører sin forestilling med hypnose av utvalgte fremmøtte. Lokalavisen skriver begeistret om opplevelsen.
-
I dag skriver Ludvig Alver dette i dagboken:
"I går aftes læste jeg et digt til ”dem derhjemme”; det faldt mig ind, at jeg skulde omarbeide det noget og fremsende det til Nordahl Rolfsen, om han måske vilde aftage (*?*) det til sit tidsskrift. Så sende jeg det i dag gjennem Amalie i følgende form:
Længsel:
Så tæt et mørke på sindet ei ruget,
-
Ludvig Alver er alvorlig syk. Han ligger i sengen i Fredrikshald og skriver i dagboken om en idé til en farse han vil skriver:
-
I dag skriver Ludvig Alver dette i dagboken:
"Hin komedie, som beskjæftigede mig, komme nu og da igjen. Planen og gangen er endnu uklar for mig, men 1st act har jeg tænkt mig omtrent sådan. Først hint ovenfor beskrevne selskab, så går gjesterne; men den unge embedsmand bliver på fruens anmodning en stund endnu; han læser noget høit, manden, grossereren, sover; så anbefaler han sig, og derefter kommer i nattens stilhed en udtalelse mellem mand og kone.
-
I dag skriver Ludvig Alver i dagboken:
"Af et rimbrev til Gunnvald, Hagny og IvarJeg undres på, hvordan Ivar staver,
og hvordan Hagny i huset kaver,
og hvordan Wilhelm sig monne te,
og hvordan Arne er nu at se.
-
I dag skriver Ludvig Alver i dagboken:
"I morgen dskal jeg hjem! Hjem til julen! I fjor nede i Skien havde jeg ingen længsel efter at komme hjem, ingen smærte over at måtte være hjemløs. Jeg var fuldstendig oprevet. Mit liv lå herjet nede i elendighed. Og gjør det ikke det endnu? Og dog, medens jeg har gået her og pakket ind, har jeg af og til følt ligesom glæde over at skulle reise.
-
Amalie blir separert fra sin første ektemann, August Müller. Årsaken til at hun ikke lenger vil være gift, er det legen hennes betegner som han "uterlighet": han er utro, seksuelt påtrengende. Dessuten drikker han for mye. Det var nok denne kombinasjonen som utløste Amalies sammenbrudd i fjor vinter.
-
Amalie bor noen måneder hos broren Vilhelm, som er sogneprest og er blitt enkemann, Risør.
Hun er fremdeles dypt deprimert. Wilhelm forsøker å muntre henne opp ved å engasjere henne i byens selskapsliv.
Om høsten flytter hun til sin yngre bror Ludvig i Fredrikshald sammen med sønnene Jakob og Ludvig, som skal gå på skole her.
Amalie er 32 år gammel nå. Jakob er tolv år gammel, Ludvig er ti. Amalie skriver anmeldelser i Smaalenenes Amtstidende og Dagbladet.
-
I dag skriver Ludvig dette i dagboken:
"Sviblerne blomstrer i fuld flor! Ja, det vidste jeg nok; de var fra Alhed! Den vakreste, en rød, har jeg givet til fru Nygård, fordi hun var så venlig mod mig i høst da jeg kom hid og hjalp mig med inkjøb af husgeråd og faldede og mærkede mine bordduge og servietter. Nei, den var så deilig, o, om Alhed havde fået den, eller moder.
-
I dag skriver Ludvig Alver dette i dagboken:
"I morgen er det min fødselsdag. Jeg har allerede i 2 dage båret i min lommebog et brev fra Alhed, med runebogstaver (formodentlig af Gunnvald,) var der skrevet udenpå: åbnes den 25te. I morgen tidlig åbner jeg det, så får jeg først af alles hendes og de andre kjære mennesker hilsner og lykkeønskninger!
-
I dag skriver Ludvig Alver dette i dagboken
"Jeg kommer tilbage til hin aften i Briskeby, da min forlovede hævedes. Endnu så lang tid efter er dette min stadige tanke; i det første år efter tænkte jeg på hende hver ledig stund, jeg havde – kan jeg sige – endnu er hun bestandig i mine tanker; hver aften, og hver morgen. Hun vilde så bestemt vide, om jeg holdt af en anden, det måtte være en af fru Fliflets søstre;
-
I dag skriver Ludvig Alver dette i dagboken:
"I går aftes gikk jeg en tur – en lang tur – sammen med overlærer Sylow (*?*) og rektor Nygård, og da fik jeg høre, hvilket fint gemyt min kjære rektor har, hvilken forstand på Guds ord. Nei, hvor det var godt at høre. Vi kom til at tale om tro og viden, om den moderne ånd, naturvidenskaben ligeoverfor åbenbaringen.
-
I dag skriver Ludvig Alver dette i dagboken:
"I går fik jeg underretning om at Hærem var død. Han var nylig udnævnt til sognepræst til Gjerdrum, følte sig lykkelig ved tanken om sin nye stilling og det rolige liv, han skulde leve på sin præstegård. Jeg har skrevet et digt over ham, som jeg vil indsænde til Fædrelandet.Peter L. Hærem
Ham med vanvittig il
-
I dag skriver Ludvig Alver dette i dagboken:
"Da jeg i går havde lagt mit brev til Fædelandet i en postkasse, påkom mig den samme ængtselse som før så mange gange har gjort mit sind sygt, ængstelse for at det dog var noget værdiløst det, jeg havde presteret. Således har det så mange gange gået mig, når jeg har holdt en tale eller skrevet et digt, og således var det også i går eftermiddag; jeg fandt mit digt så værdiløst, at jeg angrede på, at jeg havde sendt det."
-
I dag skriver Ludvig Alver, som er Amalie Skrams yngre bror, som for tiden har lærerjobb på Hamar, i dagboken:" (*På den følgende siden har søsteren Amalie Skram som senere kommer til å skrive romanen Julehelg på bakgrunn av dagboken), eller en annen leser, gjort tre store streker i margen*)
"Mit digt over Hærem blev dog optaget i Fædelandet mot rettelsen, ”så hastig” ist. ”vanvittig”.
-
I dag skriver Ludvig Alver i dagboken:
"I et brev, som jeg i dag fik fra moder, fortæller hun, at Amalie arbeider så flittig på broderier for at kunne fortjene sig nogle skillinger.
Jeg husker, hvor hun arbeidede hjemme hos moder, før hun blev gift, for at bidrage sin skjærv til familiens underhold. Moder! Moder! Hvorledes betragter du hende, når du nå atter ser hende bøiet over arbeidet? Moder, moder!"
-
I dag skriver Ludvig Alver i dagboken:
"Jeg har fået brev fra fader, han er i Bergen. I Bergen! Arme fader! Med hvilke tanker har du gjenseet Bergen? -
I dag skriver Ludvig Alver i dagboken:
"Endnu ikke har dette ubehagelige indtryk givet sig. Er det, fordi jeg har så ondt for at tilgive? Eller holder denne bagatell på at omforme min opfatning af hende? Jeg har talt lidet og har holdt mig på mit værelse. Det er dog ikke mere end 2 aftener – og jeg synes, det er så uhyre længe, siden dette skede, og at det har varet så længe dette besynderlige. *’disse siste tre setningene er markert med sterk i margen, antakelig av Amalie*)
-
Ludvig Alver skriver i dag dette i dagboken sin:
"Atter engang har jeg omarbeidet mit digt: Til dem derhjemme; jeg har i dag afsendt det til Alhed i denne forandrende skikkelse:Igjennem mørke, som på sindet ruger,
og sorg og anger, som min sjæl nedknuger,
-
Amalie Müller, som for tiden bor hos sin bror Ludvig i fredrikshald, skriver anmeldelser i Smaalenenes Amstidende.
Hun skriver blant annet av Tolstojs Ægteskabslykke, som hun mener er et merkelig vitnesbyrd om hvilke trøstesløse konsekvenser man kommer til når man ikke tror på det som er materiens absolutte motsetning.
Men det er tydelig at romanen har grepet henne; ikke minst er hun impornert over den naturalistiske teknikken forfatteren bruker.
-
I dag skriver Ludvig Alver i dagboken:
"”i det mindste, som i det største, herske de samme guddommelige love, og livets formål er at efterspore, at kjende, i sin sjæl at levendegjøre, hvad der er “
(*OBS! Her ser det ut til å mangle en side i dagboken*)
-
Amalie Müller og guttene hennes, som nå er kommet til henne, er i Fredrikshald hos sin yngre bror Ludvig, som er alvorlig syk med lungebetennelse. Hun pleier ham.
Hun er dypt deprimert, og skriver til sin venninne Elisa i Bergen om sine tunge tanker om døden. Hun klarer ikke å være sammen med folk, bortsett fra med barn og gamle mennesker, forteller hun. Men hun elsker presten Christopher Brun, og fabler om å gå i hans tjeneste.
Ludvig har et utbrudd av tuberkulose.
-
Amalie Müller bor i Fredrikshald og skriver til sin venninne Elisa Knudtzon at hun nok får invitasjoner fra folk i Fredrikshald, men at hun holder seg for seg selv for å unngå kritikk.
Hun styrer huset for sin bror Ludvig og sine to sønner. Men selv om hun er glad for å ha noe å gjøre, kjeder hun seg, for her fins det jo hverken teater, foredrag eller konserter. Ikke engang beridere eller gjøglere! Hun føler at hun sleper seg fremover mot sitt stakkars livs endem skriver hun.
-
Amalie Müller er full og gal, skriver Ludvig Alver i dagboken sin. De to har hatt gjester; Steinar Schjøtt og en franskmann som hun gir norsktimer. Det hele var selsomt, skriver Ludvig senere fortvilet om sin søster. Han kommer tilbake til hendelsen flere ganger i dagboken han fører. Amalie drikker og røyker sigaretter, hun viser seg som en fristerinne full av dyriske drifter, bare ikke kjærlige, tvert imot hensynsløs og egoistisk. Siden forteller hun Ludvig at denne oppførselen egentlig er mot hennes natur.
-
Amalie Müller skriver brev til Bjørnson fra Fredrikshald og ber om å få anmeldelsen av Kongen tilbake. Hun syns han må ha hatt den minst et år. Han må sende den ti Fredrikshald, ikke til Kristiania, for det er her hun er nå.
Hun forsikrer Bjørnson om at hun følger trofast med ham i all hans strid. Det er forferdelig at han skal bli nødt til å kjempe mot så mye idioti og fanatisme. At han virkelig gidder å svare noe av dem! Hva må han ikke gjennomgå fra sin blinde, dumme, lave samtid!
-
Amalie Müller skriver brev til Bjørnson fra Fredrikshald og gir ham full støtte i flaggsaken: det norske flagget må bli rent og uten unionsmerke, derom hersker det ingen tvil.
Hun har ofte hørt eldre skipskapteiner uttale seg ergelig om flagget med unionsmerket. Den gangen hadde hun ikke greie på det, og siden hun elsket Sverige, fant hun det uoppdragent. Hun hørte forresten også svenske kapteiner si det samme. Men hun forstår alt bedre nå, og hun vet i sitt innerste hjerte at Bjørnson har rett. Forresten er det visst latterlig at hun skriver dette til ham, skriver hun.
-
Amalie Müller skriver nok et opphetet og totalt begeistret brev til Bjørnson. Hun elsker at han i sitt svar til henne har kalt henne søt. Hun mener han er mild som jomfru Maria.
-
I dag skriver Ludvig Alver dette om hendelser i Risør i brorens bryllup, og om en vakker visjon han har hatt om hva som skjer når en dikter blir inspirert:
"Da jeg i fjor sommer var i Risør, havde jeg glemt min dagbog og skrev da ned nogle optegnelser paa løst papir, som jeg nu vil indføre her: -
Amalie Müller skriver til Bjørnson om hvordan hun er i ferd med å oppdage at hun er altfor ordrik når hun skriver, særlig når hun skriver om noe hun er opptatt av. Hun er vilt begeistret for Bjørnsons Leonarda, som tar parti for den fraskilte kvinnen.
Bjørnson på sin side anbefaler henne å bli Darwinist. Det er han selv, og det er han godt fornøyd med.
-
Amalie Müller skriver til Bjørnstjerne Bjørnson. Hun er nettopp ferdig med å lese hans drama Det ny System, og hun er oppfylt av det. Hun er så takknemlig for at han tror på henne og tenker på henne.
Hun føler at det kanskje kommer lysere dager for henne etter dette, skriver hun. Hun føler at Bjørnson har et osean av solskinn i seg, et solskinn som kan driver vekster frem. Og det er bra, for kulden og skyggene i Norge kan fort komme til å drive dikterne vekk, til utlandet.
-
Amalie Müller skriver en ytterst rosende anmeldelse av Camilla Colletts Mod strømmen i Smaalenenes Amtstidende
-
Bjørnstjerne Bjørnson har fått brev fra Amalie Müller, og vil treffe henne. Han er berørt over det han oppfatter som Amalies troskap og forståelse. Han tror kanskje det er lykkeligere dager på vei nå, skriver han, og et av tegnene er at mennesker som henne nå etter hvert kommer til.
-
Amalie Müller skriver til Bjørnstjerne Bjørnson og takker varmt for møtet de hadde på toget i går. Det er tydelig at hun når er blitt oppmerksom på at brevene hennes til ham blir lest av andre, og tar hensyn til det.
-
Amalie Müller besøker sine venner Karoline og Bjørnstjerne Bjørnson på Aulestad. Karoline er 45 år i år, elleve år eldre enn Amalie, og bergenser som henne. Hun vokste opp i Marken, et nabolag et stykke unna Nordnes der Amalie vokste opp.
Moren hennes døde da Karoline var en liten jente, så hun vokste opp hos tanten og onkelen, de var av tysk avstamning og drev bakeri. Hjemme hos Karoline snakket de tysk.
-
Amalie skriver til Bjørnstjerne Bjørnson. Hun er bestyrtet etter at hun har lest i Dagbladet om at han har planer om å selge Aulestad og flytte til utlandet. Han har da vel aldri i verden planer om slikt? spør hun.
Det gikk et stikk gjennom henne da hun leste det, skriver hun, hun ble så redd for at de nå kommer til å miste ham. Det er ikke av nysgjerrighet hun spør, understreker hun, det er av skrekk, for man kommer til å sørge i hele landet dersom han drar. Han må ikke gjøre det! Det kommer til å bli så fattig i Norge uten ham! Hun kan ikke tenke på det uten å føle smerte.
-
Amalie Müller skriver klagebrev til de lokale skattemyndighetene i Fredrikshald (Halden), der hun bor sammen med sine to sønner og sin bror Ludvig Alver, fordi hun mener hun ikke skal skattes av pengene hun får av sin fraseparerte ektemann August Müller til seg og deres to sønner. De er jo allerede skattet av en gang, av ham, påpeker hun.
Men klagen tas ikke til følge; skatten må betales.
-
Amalie Müller skriver til venninne Elisa Knudtzon i Bergen at hun og mannen hennes, Amalies trofaste venner, nå kan være rolige for henne. Hun har nemlig fått ro i sinnet nå, og hun griper seg i at hun om dagen går her i Fredrikshald og gleder seg i sitt stille sinn over at hun slapp det hun kaller «å gå i skuddermudder». Og det er ikke lite å glede seg over, når man som henne nesten har vært der, under det hun kaller sitt unaturlige ekteskaps demoraliserende innflytelse, understreker hun.
-
Amalie Müller skriver til sin venninne Elisa Knudtzon:
"Det er naturligvis usandhed (som sædvanlige), at jeg skal være sammen med B.B. i ud givelsen af et nyt blad. Der har været tale om at grund lægge et nyt literairt tidsskrift af E. Sars, A. Helland, A. E.Kjelland og en hel del andre medarbeidere, B.B. var den, der vilde få mindst med det, han vilde være en med arbeider som de andre slet og ret, og så har Sars hvem jeg kjender og B.B. også naturligvis, tilbudt mig seccretairposten. Du ser deraf at jeg aldeles ikke vilde få det aller ringeste med nogen udgivelse at gjøre.
-
Amalie har skrevet et teaterstykke i rasende fart, på en fire ukers tid. Hun tror selv det kanskje er nokså tendensiøst; det har blant annet prester med, og mye intimt personlig stoff.
Hun skriver til Ernst Sars for å be om råd i sakens anledning. Stykket er allerede refusert ved Christiania Theater, men Mallinske bokforlag er villig til å ta det i kommisjon, dersom hun sørger for utgivelsen selv. Hun bestemmer seg imidlertid for å la det ligge. Det er veldig vanskelig å skrive for scenen, selv om hun føler at hun alltid blir trukket mot den dramatiske formen.
-
Amalie Müller flytter med guttene sine fra sin yngre bror Ludvig i Fredrikshald til sin eldre bror Wilhelm i Kristiania.
Hun er 35 år gammel nå. Jakob er femten, Ludvig tretten.
Fredrikshald er blitt altfor konservativ for henne, men hun er heller ikke fremmed for å etablere seg innen for Kristianias borgerskap.
Hennes første biograf, Antonie Tiberg, skal om 30 år skrive dette om denne første tiden i Kristiania:
-
Amalie Müller skriver et langt brev til Karoline Bjørnson og letter sitt hjerte for alt hun har å tenke på for tiden.
Hun er så glad for at Karoline har skrevet så varmt og elskelig til henne, da hun leste brevet, kunne hun godt merke at hun holder litt av henne. Det går så få rene bånd mellom menn og kvinner her i verden, mener hun. Men mellom kvinner som akter og forstår hverandre, må det vel gå an å danne slike bånd.
-
Amalie skriver til Georg Brandes et svært flørtende og takknemlig brev der hun takker ham for hans omtale av romanen Nils Lyhne, og gjør oppmerksom på at hun selv også har skrevet om boken i en bergensk avis.
-
Amalie Müller skriver til Bjørnstjerne Bjørnson fra Grønnerødhaugen ved Fredrikshald. Hun takker for sist, og for vennligheten Bjørnstjerne og Karoline har møtt henne med. Og så unnskylder hun for at hun skriver med fjærpenn; her på landet kan hun ikke så lett få tak i noen annen.
-
Amalie Müller holder avskjedsselskap for sine venner i Fredrikshald før hun flytter til Kristiania med guttene. Gjestene i selskapet er rektor Nygaards, Scjøtts, Ludvig, moren, bokhandler Gjertsen med frue, frk. Brunfeldt, Amalies bror Wilhelm og hans sønn Jacob.
-
Amalie Müller har lest Ibsens Gengangere. Stykket har så inntrykk på henne at hun blir syk og må gå til sengs, skriver hun i et brev til Ernst Sars. Det berører nettopp en tematikk hun selv har forsøkt å få form på i Fredrikshald.
-
Amalie skriver til Erik:
"Nu har jeg læst dit brev for 5te gang. Du skjænder på mig, og det er godt. For Du skjænder meg til ro. Hvor kunde Du vilde skjænde på mig, hvis Du ikke holdt af mig? Min bror Ludvig skjændte også på mig af og til. Men hans skjænd og min sorg opløstes altid i harmoni og glæde. "Netop fordi Du er mig så kjær små Mallamor", sa han til mig, "kan jeg ikke tåle at Du ikke altid er som, jeg vil ha Dig. -
-
Amalie Müller, som har vært på hemmelig kjærlighetsmøte med Erik Skram i Sverige, reiser tilbake til Kristiania sammen med sine to sønner Ludvig og Jakob tilbake fra Fredrikshald, hvor de har feiret jul sammen med Amalies bror Ludvig Alver og moren Lovise.
I Kristiania bor Amalie og sønnene sammen med den eldste broren Vilhelm Alver i Rosenborggade 11 på Hegdehougen. Vilhelm driver en gutteskole.
Ved avreisen sender Amalie et telegram til Erik i København.
-
Ludvig Alver sitter i Fredrikhald og skriver i dagboken sin om om stendighetene rundt broren Wilhelms død i Ems, og hva som utspilte seg mellom de to brødrene på reisen dit, hvor Ludvig fulge sin bror så langt som til København.
-
Lovise Alver skriver brev til Amalie. Hun forteller om broren Bernhard, som er kommet hjem fra Amerika for å dø. Han er syk, alkoholisert og et vrak av et menneske. Amalie føler seg etter hvert bare kald i forhold denne broren, som hun har vært så glad i.
-
Amalies bror Bernhard har kommet hjem fra Amerika som et vrak og har reist til sin mor Lovise og broren Ludivg i Fredrikshald for å dø.
-
Amalie Müller er i Fredrikshald for å si farvel til moren og broren Ludvig før hun reiser til København for å gifte seg. Hennes yngste sønn Ludvig har nettopp fylt seksten år. Han blir sendt til Bergen, hvor han skal jobbe for en slektning på farssiden i butikk. Storebroren hans, Jakob, er atten. Han skal studere jus i Kristiania.